35-årige Julie Rokkjær Birch tiltræder som ny direktør på Kvindemuseet på kvindernes internationale kampdag i dag den 8. marts.
Og selvom datoen er nøje valgt, så er det ikke for at sætte fokus på kvindekamp, forklarer hun.
- Den 8. marts er en mærkedag, og det er en fantastisk anledning til at sætte fokus på køn og ligestilling.
Ordet kvinder bruger hun ikke, når hun taler om kvindernes internationale kampdag. For i virkeligheden mener den nye museumsdirektør ikke, at det handler så meget om en kamp mellem kønnene.
- Ligestilling er noget, der vedkommer os alle sammen. Vi har alle sammen noget at vinde, når det kommer til ligestilling mellem kønnene. Det kræver en indsats fra alle. For selvom vi alle sammen er forskellige, så er ligestilling for alle.
- Der er ikke tale om en kamp. For i virkeligheden er det bare kvinderne, der forsøger at nærme sig mændene. Hvis kvinderne er låst fast til bestemte kønsroller eller ikke kan gebærde sig, så betyder det også, at mændene er låst fast. Når nogen er sat et bestemt sted, så mærker andre det også. Mænd er også belastede af deres køn på mange parametre, siger hun.
Kvindemuseet handler ikke om kvinder
Det gode spørgsmål er så, om kvindemuseet ikke burde nedlægges til fordel for et kønsmuseum. Men så drastisk vil den nye museumsdirektør ikke gå til værks i første omgang.
- Kvindemuseet har altid handlet om relationen mellem kønnene. Det vil jeg rigtig gerne fortsætte med at understrege. Kvindemuseet er et museum for kønnenes kulturhistorie, og derfor ønsker jeg også, at vi får et meget bredt publikum, siger Julie Rokkjær Birch.

Hun erkender dog gerne, at navnet på det aarhusianske museum kan skræmme gæster af det mandlige køn væk.
- Der er ikke nogen tvivl om, at det godt kan afskære nogle fra at komme, når vi kalder det for et kvindemuseum.
Julie Rokkjær Birch har siden 2014 været museumsinspektør på kvindemuseet, men nu kan hun altså kalde sig museumsdirektør i stedet.