Pædagoger, advokater, studerende og kontanthjælpsmodtagere skal være naboer.
Regeringen ønsker nemlig at ændre planloven, så kommunerne kan bestemme, at op til hver fjerde bolig i alle nye boligområder skal være almene boliger - altså boliger der er til at betale for alle.
Rådmand for Socialdemokraterne i Aarhus, Kristian Würtz jubler over forslaget.
- Det er i den grad fornuftigt, at vi kan sikre, at der er boliger, som alle mennesker kan betale, siger han.
V-Rådmand: Det er statslig topstyring
Hans rådmands-kollega fra Venstre, Bünyamin Simsek, er imod forslaget. - Jeg er ikke socialist og jeg er ikke tilhænger af statslig topstyring i forhold til, hvordan virkelighen skal være ude i kommunerne, siger han.
Hvis ændringen af planloven vedtages, kan kommunerne bestemme, at op til 25 procent af nye boligområder forbeholdes boliger til dem, der har færre kroner på lommen.
S-Rådmand: Vi undgår at dele byen op i rige og fattige
Aarhus kommune har allerede opført 25 procent almennyttige boliger på det kommunaltejede areal Aarhus Ø på havnen i Aarhus, men Kristian Würtz vil have samme muligheder alle steder i kommunen. Også hvor det er private grundejere, der udvikler de nye byområder.
Ellers risikerer vi, at Aarhus bliver delt i rige og fattige, forklarer han.
Bünyamin Simsek synes det er urimeligt over for de private lodsejere. - Jeg synes ikke om, at kommunerne kan bestemme, hvordan investorer, der har ejendomsretten over en grund, skal udvikle den i forhold til almemnytitige formål, siger han.