Nye penthouselejligheder klar i Gellerupparken: Skal lokke ny gruppe beboere til

Lejligheder op til 10.000 kroner om måneden skal sikre bredere beboersammensætning.

- Det skal være med til at skabe en bydel i bedre balance, siger boligforeningsdirektør Keld Laursen. (© Dr Østjylland)

Nu bliver det muligt at bo i en penthouselejlighed midt i en ghetto.

15 nyrenoverede lejligheder i Gellerupparken i Aarhus er klar til udlejning. De skal være med til at ændre Gellerupparkens ghetto-status, og derfor vil boligforeningen lade en særlig gruppe ansøgere komme forrest i køen; nemlig pendlere, der arbejder i kommunen, men som nu bor uden for den.

Det fortæller direktøren i Brabrand Boligforening, Keld Laursen.

- Vi skal have en bred beboersammensætning, og et af de redskaber, vi så bruger, er at give fortrinsret til en helt særlig beboergruppe, siger han.

Samtidig er der flere grupper, der vil få afslag, hvis de søger - for eksempel folk på kontanthjælp eller folk med en plettet straffeattest. Det kaldes "fleksibel udlejning" og er også et af de initiativer, regeringen vil gøre obligatorisk i udsatte boligområder.

- Det skal være med til at skabe en bydel i bedre balance, siger Keld Laursen.

Sådan så udsigten fra en af panoramalejlighederne ud, da DR Østjyllands reporter besøgte den torsdag morgen.

Første skridt på vejen til en ny bydel

De kommende lejere kommer til at bo i lejligheder fra 6. til 8. etage - lige over et stort hul, der er lavet i en af blokkene ud til ringvejen. Åbningen i blokken skal fungere som en port til Gellerupparken.

Direktøren i Brabrand Boligforening er ikke bekymret for, at beliggenheden vil afholde folk fra at bo i lejlighederne.

- Det er de første af mange hundrede nye lejligheder, der kommer i Gellerup i løbet af det næste årti, og jeg har en forhåbning og forventning om, at det vil gå op for aarhusianerne og østjyderne, at det her er en ny bydel, som bliver spændende, og som vil være interessant at bo i, siger Keld Laursen.

De største lejligheder koster godt 10.000 kroner om måneden.

Facebook
Twitter