Nye problemer for Aarhus Letbane: Bremserne slår revner

Hvert sjette døgn skal et letbanetog tages ud af drift på grund af problemer med bremserne.

Aarhus Letbane vurderer, at nye problemer med bremserne ikke er farlige. Men det giver problemer for driften. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Problemerne fortsætter med at hobe sig op for Aarhus Letbane. Af det seneste nyhedsbrev kan man læse, at udover problemer med frost, fejl på bommene og lysreguleringen oplever letbanen også problemer med bremseskiverne:

- Inden sommerferien blev der registreret revner på bremseskiverne på flere af Tango-togene (de store letbanetog, red.), som især kører til Grenaa. De opstår på grund af slitage, lyder det i nyhedsbrevet.

Bremserne skal derfor til regelmæssige tjek, og det kan betyde, at der i en periode mangler et tog til driften. Det kan give forsinkelser og aflysninger.

DR Nyheder har interviewet Michael Borre, der er direktør for Aarhus Letbane, som fortæller, at det er leverandøren Stadler Rail, der har opdaget revner i bremserne, der er større, end de må være.

- Derfor har man været inde og lave særlige analyser på bremserne, og man har været nødt til at kigge på dem lidt oftere (end forventet, red.), siger han.

Togene kan stadig bremse

Michael Borre understreger, at de revnede bremser ikke har konsekvenser for bremseevnen.

- Man har fundet ud af, at revnerne i udgangspunktet er "ufarlige". Det påvirker ikke bremseevnen, men det betyder lidt for vores drift.

Indtil man har tilpasset al dokumentationen og gennemført de nødvendige tjek, så kommer bremseskiverne nemlig til værkstedstjek hvert sjette døgn eller hver 144. time.

- Vi kan risikere, at vi skal pille et tog ud på et uhensigtsmæssigt tidspunkt, når der ikke må gå mere end 144 timer mellem hvert tjek, siger Michael Borre.

Disse tjek kan betyde aflysninger, understreger Michael Borre.