Nye regler sikrer medalje til flere udsendte soldater

Forsvarets Medalje for Sårede i Tjeneste er hidtil kun blevet uddelt til udsendte soldater, der har været af sted efter 1996, men nu kommer den til at gælde for alle, der har været udsendt som soldat siden 1948.

En medalje er en anerkendelse, og det er klart, at det vil man gerne have som udsendt soldat, fortæller en Balkan-veteran. (© Scanpix)

Nu får danske soldater, som er blevet fysisk eller psykisk sårede, mens de har været udsendt på missioner i udlandet før 1996 også en anerkendelse. Det fortæller forsvarsminister Nicolai Wammen.

- Der er rigtig mange veteraner, der med god grund har sagt, at de synes, at det er rimeligt, at den medalje også skulle uddeles til veteraner, der er blevet sårede før 1996, og det er jeg helt enig i, siger Nicolai Wammen.

Danmark skal vise anerkendelse

De nye regler gør det muligt for alle, der har været udsendt på missioner som soldater siden 1948 at få Forsvarets Medalje for Sårede i Tjeneste.

- Jeg mener at det er vigtigt, at Danmark giver den anerkendelse og viser den respekt, at også de veteraner, der tilbage i tiden har været udsendt for Danmark og har gjort en stor indsats, men som også er blevet sårede på krop og sjæl, nu kan få den medalje, siger forsvarsministeren.

Veteraner: Positivt, men også på tide

Harald Jensen, der er tidligere Balkan-veteran er positiv over for de nye regler.

- Det er rigtig godt - også fremadrettet, men det er jo noget, som man burde have gjort for lang tid siden, mener han.

Harald Jensen mener, at der ikke "bare" er tale om en medalje.

- Det betyder altid noget at få anerkendt sin indsats - også når man er blevet såret, siger han.

Savner veteranpolitik

Selv om Harald Jensen er glad for at medaljen nu kan uddeles til flere, så mener han dog, at det haster med at få regeringen til at gennemføre den lovede veteranpolitik.

- Den er kun sat på papir inde på Christiansborg, men man har ikke fulgt på det ude i kommunerne endnu, siger han.