Nye sygeplejersker i høj kurs: Professionshøjskole klar til at uddanne flere

Professionshøjskolen Via University College er klar til at uddanne 15 procent flere sygeplejersker om året i Region Midtjylland.

Flere steder i landet mangler der sygeplejesker til ledige stillinger. (Foto: colourbox.com)

- Jeg vil gerne ansætte flere varme hænder, men der er ikke mange arbejdsløse sygeplejersker i dagens Danmark.

Sådan lød det fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), da han holdt sin nytårstale for en uge siden. Her pegede han på behovet for at uddanne flere sygeplejersker.

Den bøn ser nu ud til at være blevet hørt.

I hvert fald er professionshøjskolen VIA University College på vej med et forslag om at uddanne 120 flere sygeplejersker hvert år i Region Midtjylland - svarende til en udvidelse på 15 procent, fortæller uddannelsesdekan Jonna Frølich.

- Vi på VIA meget sikre på, at vi sagtens kan tilbyde den teoretiske del af uddannelsen uden problemer, siger hun.

Skolen vil blandt andet oprette en ny uddannelsesafdeling for sygeplejersker i Herning for at dække behovet.

Oversygeplejerske glæder sig: Har ubesatte stillinger

Det glæder blandt andre oversygeplejerske Hanne Gyldenløve fra regionshospitalet i Horsens. Hun kan godt bruge ekstra hænder, for på afdelingen har de lige nu 10-12 ubesatte stillinger.

- Heldigvis får vi en gang imellem ansøgninger, men der er også nogle gange, at vi faktisk ikke får nogen ansøgere til vores stillinger. Det er jo et stort problem for os, fortæller hun.

- Selvfølgelig er vi klar til at tage imod nye studerende, lyder det fra oversygeplejerske Hanne Gyldenløve fra regionshospitalet i Horsens. (© Dr Østjylland)

Derfor må man bruge vikarer, social- og sundhedsassistenter og ellers prøve at dække ind med den eksisterende bemanding, fortæller hun. Men hun mener, det kan ses på kvalitetsniveauet af plejen, at der mangler sygeplejersker.

- Vi er lidt under, hvad vi godt kunne ønske os, siger hun.

Region behandler forslag onsdag

Selvom uddannelsesdekan Jonna Frølich er klar til at uddanne flere sygeplejersker, kræver det til gengæld, at kommuner og region vil tage en del af slæbet og skaffe flere praktikpladser, for praktikken fylder næsten halvdelen af uddannelsen, slår hun fast.

- De er rigtig gode til at uddanne vores studerende i praktik, og det tror jeg også, de vil være, hvis vi øger dimensioneringen, siger hun.

Onsdag skal forslaget behandles på et møde i psykiatri- og sundhedsudvalget i Region Midtjylland.

Ifølge en spørgeundersøgelse foretaget af Dansk Sygeplejeråd fra sidste år har tre ud af fire sygeplejersker inden for den seneste måned oplevet at være for få sygeplejersker på arbejde i forhold til arbejdsopgaverne.