Nye vinde blæser: Meteorologer som Kim er guld værd for private virksomheder

Meteorologer er blevet et konkurrenceparameter for virksomheden Danske Commodities.

Private virksomheder, som lever af at købe og sælge energi fra sol og vind, har brug for spådomme, der ikke er som vinden blæser, hvis de vil vinde frem i et konkurrencepræget marked.

Det har de fundet ud af hos firmaet Danske Commodities i Aarhus, som sidste år solgte og købte energi for 70 milliarder kroner.

Virksomheden har derfor ansat tre meteorologer samt chefmeteorologen Kim Bentzen, der bruger sine otte computerskærme til at kigge på grafer i alle verdens farver, så han kan forudsige morgendagens vejr.

- Hvis der kommer mere sol i Tyskland end forventet, så vil priserne (på el, red.) falde på det tyske marked, siger han og tilføjer

- Vores opgave er at finde de steder, hvor prognosen har ændret sig siden i går. Det kan nemlig give et forspring i forhold til konkurrenterne.

Vind bliver til guld

Selvom chefmeteorologen hverken køber eller sælger energi, så er hans viden værdifuld, fortæller Mads Schmidt Christensen, der er kommunikationschef hos Danske Commodities.

- Det er logisk, at vi kan tjene en smule mere, hvis vi som energihandelsselskab kan være lidt dygtigere end de vejrudsigter, vi kan købe os til. Det er derfor, vi har meteorologer ansat, siger han.

Kim Bentzen har travlt ved computerskærmene. (Foto: Claus Rud)

Samme tendens bekræfter Kristine Van Het Erve Grunnet, der er branchechef i Dansk Energi.

- Viden om sol og vind betyder noget i forhold til, hvor mange penge virksomheden tjener, forklarer hun.

Kim Bentzen kan derfor ikke bare bruge de klassiske vejrapplikationer til at løse arbejdet for sig.

- Jeg taler eksempelvis aldrig om meter i sekundet, når jeg snakker om vind. Jeg taler altid i megawatt. Det hænger sammen med, at blæst for mig betyder, om vindmøllerne drejer eller ej. Det handler ikke om, hvordan blæsten føles udenfor, men i stedet om, hvor meget strøm, det kan blive til, siger han.

Sådan ser en af de grafer ud, som Kim Bentzen og kollegerne skal holde øje med. (Foto: Claus Rud)

Meteorologerne er inde i varmen

Hos Danske Commodities er strøm nemlig lig med penge.

Derfor forudser virksomheden også, at der bliver mere brug for meteorologer som Kim Bentzen i fremtiden.

- Funktionen bliver vigtigere og vigtigere for det, vi laver, siger kommunikationschef Mads Schmidt Christensen med henvisning til, at energimarkedet vokser.

Det trækker da også op til, at flere af konkurrenterne i fremtiden vil ansætte vejrspåmænd som Kim Bentzen, så de også kan få medvind.

Det siger Michael Skelbæk, der er kommunikationschef hos DMI.

- Især private virksomheder kan se værdien i at have en meteorolog ansat til deres daglige drift, forklarer han.

Der er derfor ikke umiddelbart tale om en storm i et glas vand, når virksomheder som Danske Commodities investerer i meteorologer.