Nyuddannede gymnasielærere skal tilbage på skolebænken: Klager til ombudsmanden

Både forskningsministeren og undervisningsministeren har afvist at give dispensation, efter Aarhus Universitet fejlfortolkede regler.

De tidligere studerende mener, at der er givet dispensation i lignende sager. Arkivfoto. (Foto: Mathias Bojesen/Ritzau Scanpix © Mathias Bojesen)

Nyuddannede gymnasielærere har klaget til ombudsmanden over, at de skal vende tilbage til Aarhus Universitet for at tage et semester mere, før de kan kalde sig kandidater.

Det sker, efter at universitetet fejltolkede reglerne på området. Det betød, at de færdiguddannede kandidater alligevel ikke var færdige med deres uddannelse.

Både forskningsministeren og undervisningsministeren har afvist at give dispensation til kandidaterne.

Men den afgørelse får nu akademikerne til at klage til Folketingets ombudsmand. Det forklarer Mathias Ladefoged, der blev færdig på Aarhus Universitet i 2017 og arbejder på Næstved Gymnasium.

- Vi mener, det er uretfærdigt og et uigennemsigtigt svar, vi har fået tilbage, siger han.

De ramte nyuddannede kan heller ikke modtage SU, når de vender tilbage til skolebænken for at færdiggøre det semester, de mangler. Ifølge Aarhus Universitet er 60 tidligere studerende ramt.

I et folketingssvar fra uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V) fremgik det, at ”gymnasieloven giver ikke undervisningsministeren mulighed for at dispensere fra kravene til gymnasielæreres faglige kompetencer.”

Mener, der er givet dispensation i lignende sager

De ramte gymnasielærere mener dog, at der er givet dispensation i lignende sager, og at de derfor har en god klagesag.

- Kandidater, der har gennemført pædagogikum (efteruddannelse på et gymnasium, red.), har fået dispensation, og kandidater med dansk, religion og filosofi har også allerede modtaget dispensation, siger Mathias Ladefoged.

I foråret sidste år kom det frem, at både nuværende og tidligere studerende fra Aalborg Universitet er fanget i en lignende kattepine, da det blev opdaget, at flere uddannelser ikke har været gennemført korrekt. I den sag kan de tidligere studerende, ligesom studerende fra Aarhus Universitet, have udsigt til at skulle tilbage på skolebænken.

Facebook
Twitter