Odder-borgmester skal med første letbaneafgang: "Jeg glæder mig som et barn til juleaften"

Letbanen begynder at køre mellem Aarhus og Odder og Lisbjerg i morgen, oplyser selskabet.

- Jeg ser frem til at være med på den allerførste afgang. Jeg glæder mig som et lille barn til juleaften, siger borgmester i Odder Uffe Jensen (V). (© Aarhus Letbane)

Fra i morgen, lørdag, kan passagerer tage Letbanen mellem Aarhus og Odder og Odder og Lisbjerg.

Det oplyser Aarhus Letbane i en pressemeddelelse.

Fredag eftermiddag bekræftede Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen over for DR P4 Østjylland, at banen nu havde fået den endelige sikkerhedsgodkendelse og dermed må begynde at køre på strækningen mellem Lisbjerg og Odder.

- Det har været en lang rejse og ikke uden forhindringer at komme hertil, men vi løser løbende de udfordringer, der er ved at være Danmarks første letbane.

- Nu ser vi frem til at tilbyde indbyggerne syd for Aarhus en god rejseoplevelse med samme høje rettidighed og komfort som på den indre strækning, siger Aarhus Letbanes direktør Michael Borre i en pressemeddelelse.

I Odder glæder borgmester Uffe Jensen (V) sig.

- Jeg ser frem til at være med på den allerførste afgang. Jeg glæder mig som et lille barn til juleaften, siger han til DR P4 Østjylland.

Han står tidligt op og tager første afgang 5.37 fra Odder mod Aarhus.

- Jeg synes jo, det er en historisk dag, for nu har vi ikke tog i næsten to år, så det er en super god melding for borgerne i Odder, at nu kører Letbanen, siger han.

Første tur afgår lørdag den 25. august klokken 5.20 fra Aarhus H til Lisbjergskolen, mens første tur fra Odder mod Aarhus afgår klokken 5.37. Første afgang fra Aarhus H til Odder er klokken 6.19.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på P4aarhus@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.