Odder Kommune bygger landets længste haveaffaldshegn

Odder Kommune er ved at bygge et hegn af kvas på 150 meter.

Annemette Fuglsang viser det lange hegn frem. (Foto: Anne Mejer Kristensen)

Odder Kommune vil give dyrene og insekterne lidt tilbage.

Derfor har de bedt borgerne om samle grene, kviste og andet haveaffald i et hegn, der bliver 150 meter langt for at fremme biodiversiteten i kommunen.

Til sidst bliver hegnet Danmarks længste kvashegn.

Det nye hegn er blevet til i forbindelse med den landsdækkende konkurrence: Danmarks vildeste kommune.

En konkurrence, hvor en af de 92 tilmeldte kommuner kan vinde en million kroner fra Den Danske Naturfond, hvis de får den vildeste idé.

Men hegnet er altså ikke kun blevet til for at vinde pengene i konkurrencen, fortæller Annemette Fuglsang, som er direktør for det fælles affaldsselskab i Odder og Skanderborg Kommune, Renosyd.

- Det er biodiversitet, når haveaffaldet bliver kørt herop. På genbrugspladsen skal vi bruge ressourcer på at lave det til muld. Det er fint at lave det til muld, men det her er meget bedre udnyttelse af haveaffaldet, siger hun.

En stor succes

Det er tre uger siden, at Odder Kommune satte hegnspælene i jorden og de første borgere tømte traileren med haveaffald i det naturlige hegn.

Allerede nu er det en overvældende succes, hvor mange der har lyst til at bidrage med lidt kviste og grene til Danmarks længste kvashegn, siger Annemette Fuglsang.

- Opbakningen er supergod. Det er virkelig storslået, at folk er så meget med på idéen. Vi skal nok få det fyldt op, inden havesæsonen er forbi.

Når hegnet er fyldt op, så er det faktisk også muligt at bygge sit eget kvashegn i haven, forklarer Annemette Fuglsang.

- Ja, en del af vores idé er, at vi vil inspirere folk til at gøre de her ting derhjemme.

Og så gør det selvfølgelig heller ikke noget, hvis Odder Kommune kan bruge hegnet til at klatre til tops i konkurrencen om at blive Danmarks vildeste, når det hele afgøres i slutningen af næste år.

- Selvfølgelig vinder vi konkurrencen. Det her er et projekt, som både har til formål at fremme biodiversitet, mens vi også knækker kurven med de stigende affaldsmængder, lyder den optimistiske melding fra direktøren.

Facebook
Twitter