OL-deltagere sejler i skrald

Affald i vandet er et vilkår, som sejlere ved dette års OL må tænke ind i træningen.

Det er ikke kun vind og vejr, der påvirker sejlere ved dette års OL. (Arkiv) (Foto: Flemming Ø. Pedersen © Flemming Ø. Pedersen / Dansk Sejlunion)

Plastik, tamponer og toiletpapir. Det er blot nogle af de ting, som sejleren Anette Viborg fra Horsens sammen med sin makker Allan Nørregaard møder i vandet, når de i august deltager ved De Olympiske Leje i Rio De Janeiro.

Vandene ved den brasilianske kyst er nemlig hårdt ramt af skrald.

Parret har det seneste år trænet jævnligt sammen i deres katamaran til den olympiske disciplin Nacra17, og de er nødt til at tage særligt hensyn til, at det flyder med affald i vandet.

Anette Viborg fortæller, at det er en del af spillet at skulle manøvrere rundt i alt fra store mængder plastik til møbler, der flyder rundt i vandet.

- Inden kapsejladsen øver vi os altid under opvarmningen i, hvornår vi skal tømme båden for skrald, for man kan sagtens vinde på, at man ved, hvornår på banen man skal gøre det, siger hun.

Anette Viborg oplever dog, at skrald i vandet ikke kun er et problem i Brasilien, hvor OL skal afholdes.

Da hun startede med at sejle og tog på turné rundt i Sydeuropa, var strandene meget smukke sammenlignet med, hvad hun oplever i dag.

- Det er noget, der breder sig. Nu ligger der bare rigtig meget skrald rundt omkring på strandene, og det tager virkelig om sig, siger Anette Viborg.

Facebook
Twitter