Ole fandt kirkegård i sin baghave i Lisbjerg

Nogen gange er vi tættere på fortiden, end vi tror. Det opdagede en bygherre fra Lisbjerg udenfor Aarhus, der ville bygge ved siden af kirken.

Grunden ved siden af Lisbjerg Kirke er blot 122 kvadratmeter, men der er lige plads til, at Ole Davidsen kan bygge sit hus.

Huset, der havde ligget på grunden siden 1700-tallet, måtte nemlig rives ned, fordi undergrunden var underligt ustabil. Det opdagede Ole Davidsen, da naboen - kirken - skulle have nyt tag.

- Kirkens tag skulle sættes op af en kran, der kom på en lastbil. Da lastbilen satte et støtteben ned på jorden, sank benet 40-50 centimeter ned i jorden, som om der var et hulrum nedenunder, fortæller Ole Davidsen.

Han var i gang med at grave ud til fundamentet og stødte først på en enkelt knogle. Så kom der en mere frem af jorden. Derfor hentede Ole Davidsen hjælp fra Moesgaard Museum.

Museets arkæologer var i gang med udgravninger i nærheden og gik hurtigt i gang med at tjekke Ole Davidsens byggegrund igennem.

- Når vi sad og gravede, sank jorden sammen under os, og så opdager man jo, at der er tale om en ordentlig stor grav, siger arkæolog Julie Lolk.

Gigt, spedalskhed og generel nedslidning

Arkæologerne gravede videre og fandt ud af, at de øverste skeletter i området var fra 1400-tallet, mens de nederste var helt fra 1100-tallet. I alt 38 skeletter i fem lag.

Fagfolk fra Syddansk Universitet har siden tjekket sundhedstilstanden på middelalderens Lisbjerg-borgere:

- Det er mennesker, der har levet et hårdt liv, fortæller Julie Lolk.

- Vi ser en stor grad af gigt, spedalskhed, nedslidning og underlige tandstillinger fra en tid før bøjler, siger hun.

Gennemsnitsalderen på de 38 personer er bare 26 år.

Udgravning lig med ekstraregning

Nu står Ole Davidsen tilbage med et kontant problem i form af en udgift på 37.000 kroner for udgravningen. Ifølge museumsloven er det nemlig som udgangspunkt bygherren, der må betale for en udgravning.

Når der skal uforholdsmæssigt store udgravninger til, kan Slots- og Kulturstyrelsen dog træde til at dække en del af omkostningerne. Hos Ole Davidsen er udgiften bragt betydeligt ned ved hjælp af flere fonde.

- Jeg synes, vi skal have kigget på lovgivningen, så det bliver motiverende at gøre noget for fædrelandet. Det skal ikke blive en straf, siger Ole Davidsen.

Facebook
Twitter