Oliver er én blandt mange: Næsten hver ottende gymnasieelev har taget lattergas

Erhvervsministeriet foreslår at indføre aldersgrænse for køb af lattergas.

Oliver Poulsen har prøvet at tage lattergas en enkelt gang. (Foto: PRIVATFOTO)

En stor undersøgelse med 32.000 besvarelser fra landets gymnasie- og erhvervsskoleelever viser, at 12 procent har prøvet at bruge lattergas som rusmiddel.

Derfor har Sundhedsministeriet og Erhvervsministeriet netop præsenteret en handleplan, der skal få færre til at bruge gassen som rusmiddel i fremtiden.

Blandt andet foreslår regeringen at indføre en aldersgrænse, så man fremover skal være over 18 år for at kunne købe lattergaspatroner. Desuden foreslår regeringen at indføre et loft, så det ikke er tilladt at sælge mere end to patroner af otte gram lattergas til private over 18 år.

Derudover lægges der op til, at patroner med mere end otte gram lattergas slet ikke må sælges til private.

Det fortæller erhvervsministeren, Simon Kollerup (S).

- Jeg er meget bekymret for, at så mange mennesker misbruger lattergas. De unge mennesker forstår ikke i tilstrækkeligt grad, at det er så farligt, at de kan dø. Derfor lægger vi op til, at der bliver sat en stopper for den lette adgang til lattergas, siger han.

På landsplan svarer 17 procent af de mandlige gymnasieelever, at de har prøvet at inhalere lattergas, mens det samme gør sig gældende for otte procent af de kvindelige elever.

Du gynger ind i en bobbel

En af dem, der har prøvet at tage lattergas, er Oliver Poulsen, der går i 3.G på et gymnasium i Aarhus.

- Du tømmer lungerne for ilt, og så får du en rus på fem eller ti sekunder, hvor du gynger lidt ind i en bobbel, forklarer han.

Det er nogle år siden, at Oliver Poulsen prøvede rusmidlet. Og han har ikke gjort det siden.

- Jeg har hørt, at lungerne kan klappe sammen. Du kan også miste ilt til hjernen, så det er ret farligt, siger han.

Patroner flyder i nattelivet

På Gothersgade i København, som er en gade med mange diskoteker, bliver der heller ikke lagt skjul på, at der er kendskab til rusmidlet.

To af dem, der kender til folk, der tager lattergas, er vennerne Peter Persson og Rasmus Lindholdt, som er i byen lørdag aften.

De to venner har ikke selv prøvet at tage lattergas.

- Jeg har ikke så meget imod, at folk tager lattergas, men jeg tager det ikke selv. Jeg kan godt forstå, at folk tager det, hvis de vil have det sjovt, siger Peter Persson, inden vennen supplerer:

- Jeg har set nogle venner tage det. Men de har det kun fedt i ti sekunder, og så er det overstået, fortæller han og slår samtidig fast, at han ikke selv har lyst til at tage lattergas.

Også dørmanden Jacki Rehman ser ofte de unge indtage gas fra de små, sølvfarvede patroner i nattelivet.

- Folk kan ikke lade være, fordi de hygger sig med at tage det, siger de. Jeg kan bare se, at det ikke er godt for dem. Men det eneste, jeg kan gøre, er at konfiskere gaspatronerne. Jeg kan ikke stoppe dem, siger han.

Regeringens samlede forslag

  • Indføre en aldersgrænse for salg at lattergaspatroner til unge under 18 år

  • Indføre en mængdebegrænsning, så der ikke må sælges mere end to patroner á otte gram ad gangen til private over 18 år

  • Indføre et forbud mod at sælge lattergaspatroner på mere otte gram til private

  • Indføre højere bødestraf for brud på lovgivningen

  • Udarbejde kommunale kampagner med oplysningsmateriale om brug af stoffer

Kilde: Erhvervsministeriet