Op mod hver 10. kvinde har skæg

Flere kvinder får påvist sygdommen PCOS, der betyder produktion af for meget af det mandlige kønshormon testosteron.

Flere og flere kvinder må barbere sig på grund af uønsket skægvækst. (© DR)

- Jeg havde simpelthen fuldskæg fra øre til øre, fra lige under næsen og ned på hagen.

Stine Lundbæk lider af uønsket skægvækst. Hun er en af mange, for op mod hver 10. kvinde har lidelsen. Der bliver påvist flere og flere, og sandsynligvis er der tale om en egentlig stigning.

Lidelsen hænger ofte sammen med PCOS - poly cystisk ovarie syndrom - som ofte rammer kvinder i den fødedygtige alder og skyldes, at de producerer for meget af det mandlige kønshormon testosteron.

AV - du stikker

- Det er det største angreb på min kvindelighed, jeg har oplevet. Det er tilmed enormt tabubelagt. Jeg barberede mig hver morgen. og hvis jeg skulle ud om aftenen, så måtte jeg på den igen, men jeg sagde aldrig noget om det,  fortæller Stine Lundbæk.

Stine Lundbæks skægvækst skabte utilsigtede hændelser.

- En gang dansede jeg tæt med en af min mands kolleger, så sagde han: "Av, du stikker". Så bliver det vist ikke mere pinligt.

Hans Otte Lunde Jørgensen er klinisk professor på afdeling for hormonsygdomme på Aarhus Universitetshospital Skejby. Han fortæller, at der er forskellige grader af uønsket skægvækst.

-  Det er ikke kun i ansigtet, det kan være i armhulerne, på brysterne og fra navlen og sydpå.

150 behandlinger fik bugt med skægget

Uønsket hårvækst kan blandt andet behandles med kvindeligt kønshormon, men også motion og kostomlægning kan have en positiv effekt. I sjældne tilfælde tilbydes kvinderne også kosmetiske operationer som laserbehandling.

Stine Lundbæk har fået op mod 150 epilerings-behandlinger, hvor der stikkes en nål ind i hver enkelt hårsæk. Hun er uden skægvækst i dag.

Stine Lundbæk har fundet ud af, at hun deler skæbne med mange andre kvinder.

- Jeg skrev en bog om mit forløb, og da viste det sig, at der var masser af kvinder i samme situation, siger hun.

 

Facebook
Twitter