Det kniber med at få danskerne op på cyklen, selv om det er sundt og giver masser af frisk luft. Hvordan man kan ændre det, er emnet for en konference i dag, hvor transportministeriet og cykelfagfolk mødes i Svendborg.
Et bud på en løsning kommer fra Randers. Det nytter nemlig, hvis borgerne låne el-cykler kvit og frit i en periode, hvis de skal ende med at synes om at trampe i pedalerne.
Mere end hundrede borgere fra Assentoft, Langå og Spentrup har lånt elcykler til transport til og fra arbejdet, og 21 procent af dem har nu købt deres egen elcykel. En af dem er Bitten Syrstad fra Langå, som havde en elcykel på prøve i tre uger.
- Jeg bor 16 kilometer uden for Randers, men havde fået arbejde inde i byen. I stedet for at købe bil nummer to, så ville jeg prøve elcyklen af for at se, om det kunne være en transportmiddel for mig, siger hun.
Efter tre uger var Bitten Syrstad overbevist. Hun købte sin egen elcykel.
- Jeg synes, det er en dejlig måde at komme rundt på. Det er ikke særligt anstrengende, men jeg føler, at jeg får rørt mig, og det er let at komme rundt i byen, siger hun.
Ud over de 21 procent, som allerede har investeret i en elcykel, viser en rundspørge, at 47 procent af de øvrige, som prøvede elcyklerne, også overvejer at investere i en cykel med batteri, så prøveperioden er en god idé, mener Bitten Syrstad.
- En elcykel er jo næsten lige så dyr som en lille brugt bil, så det er en god idé at afprøve det, inden man investerer. På den måde var det rigtig smart at kunne se, om det var noget, der kunne fungere for mig eller ej.