Overlæge til astmatikere: Mange af jer får dårligere behandling, end I burde

Nye behandlingsmuligheder kan give mange med astma et helt normalt liv, siger overlæge.

Få lavet en grundig undersøgelse af din astma, så du kan få en målrettet og effektiv behandling, lyder opfordringen fra Aarhus-overlæge. (Foto: MARIA HEDEGAARD © Scanpix)

Hoste, trykken for brystet og problemer med vejrtrækningen.

Det kan være virkeligheden for folk med astma. Men sådan behøver det ikke at være, siger overlæge på Allergicenter Vest ved Aarhus Universitetshospital, Johannes Schmid.

- Mange går rundt med astma, som ikke er optimalt behandlet. De går til læge og får en vis form for behandling, men accepterer at de stadig har åndenød og hoste, siger han.

Det er både farligt og unødvendigt, mener Johannes Schmid.

- Astma er en kronisk sygdom, og hvis man ikke får den behandlet ordentligt, risikerer man at få permanent nedsat lungefunktion, siger han.

- Mange, som har fået konstateret astma, får at vide, at de ikke kan være med til f.eks. fodbold, lege med deres børn eller deltage i skoleidræt, men det er ikke rigtigt, fastslår Johannes Schmid.

- Nye behandlingsmuligheder betyder, at man tit slet ikke behøver at mærke, at man har astma, siger han og uddyber:

- Astma er ikke bare én sygdom. Det er mange forskellige sygdomme, som munder ud i, at man har astma. I bund og grund er astma en betændelsestilstand i luftvejene og afhængig af, hvilken type betændelse, der er tale om, og hvor den sidder, kan man målrette behandlingen, siger overlægen.

- Det betyder, at man skal undersøge astmapatienter meget grundigt for at målrette behandlingen, siger han og opfordrer astmatikere til at få foretaget en grundig undersøgelse af deres astma, så de kan få en effektiv, målrettet behandling.

Facebook
Twitter