På Samsø fortsætter kampen mod Kattegatforbindelsen: 'De har absolut ikke tænkt sig at komme den i mølposen'

På Samsø kæmper de videre mod Kattegatforbindelsen, selv om flere mener, at projektet er sparket til hjørne.

Ole Kæmpe fra Samsø ser ingen grund til at stoppe kampen mod en Kattegatforbindelse. (Foto: Johannes Reimer/DR Østjylland)

Er Kattegatforbindelsen et kuldsejlet projekt, eller lever det i bedste velgående?

Meningerne er delte, efter at transportminister Trine Bramsen (S) onsdag offentliggjorde en forundersøgelse af det gigantiske projekt.

Hun siger på den ene side, at der ikke er grundlag for at igangsætte Kattegatforbindelsen og på den anden side, at der nu skal laves yderligere undersøgelser af miljø- og påvirkninger.

- Jeg kommer ikke til at sige ja eller nej (til en Kattegatforbindelse, red.), for før man træffer beslutninger om så store projekter, så skal man have et godt grundlag at gøre det på, og det har vi ikke i dag, siger Trine Bramsen, der dog mener, at forundersøgelsen viser "et stort potentiale" for en Kattegatforbindelse.

Flere partier afliver reelt projektet, men i den borgerlige lejr er begejstringen stadig stor.

Herunder kan du høre, hvad Trine Bramsen blandt andet sagde i TV Avisen onsdag aften:

DR Nyheder har samlet nogle af de mange forskellige reaktioner på forundersøgelsen og de politiske meldinger her:

Professor: Tog bliver for dyrt

ARKIVFOTO 2013. Banedanmark vurderer, at det ikke er realistisk at gennemføre togtrafik, hvis strejker bliver en realitet. Det skriver Ritzau, onsdag den 7. marts 2018.. (Foto: Henning Bagger/Scanpix 2018) (Foto: Henning Bagger © Scanpix Denmark)

Når professor i transportøkonomi Mogens Fosgerau fra Københavns Universitet læser forundersøgelsen igennem, hæfter han sig særligt ved, om der skal en jernbane med i projektet.

For hvis en Kattegatforbindelse både skal have plads til biler og tog, bliver det et alt for dyrt projekt, vurderer Mogens Fosgerau.

Ifølge forundersøgelsen vil en kombineret vej- og togforbindelse koste omkring 110 milliarder kroner - en ren vejforbindelse koster cirka 60 milliarder kroner.

- Det koster en masse penge, men man vinder ikke rigtig noget ved det, hverken når det handler om klima eller miljø, siger Mogens Fosgerau.

Det er ganske enkelt for dyrt med en togdel i forhold til, hvor meget passagertog over Kattegat vil blive brugt, lyder det.

- Man får ikke de kæmpe gevinster, som man forestiller sig, fordi der ikke er ret mange, der bruger toget. Ret få i forhold til, hvor dyrt det er at bygge og holde i drift, siger Mogens Fosgerau, der vurderer, at en ren vejforbindelse vil give et stort samfundsøkonomisk overskud.

Ejvind Mortensen: 'Champagneproppen er blevet på'

I Dyngby lidt nord for Hou bor Ejvind Mortensen og hans hustru Inger Høy.

Et stenkast herfra kan en Kattegatforbindelse komme til at gå, hvis politikerne i sidste ende tager beslutningen om at igangsætte det enorme projekt.

Onsdagens politiske melding fra transportminister Trine Bramsen (S), der var noget uklar, men ikke begraver projektet, har skabt blandede følelser i Dyngby.

- Jeg er glad for, at forundersøgelsen ikke automatisk sætter en VVM-undersøgelse (grundigere og dyrere miljøkonsekvensundersøgelse, red.) i gang. Det er glædeligt, men det er trist, at kattelemmen er der. Så er der stadig en usikkerhed, siger Ejvind Mortensen.

Han havde håbet, at hele projektet ville blive begravet.

- En endelig afklaring ville betyde, at hvis vi ønsker at sælge vores hus, så kan vi det. Folk er jo bekymrede, hvis de kommer sådan et sted som her og gerne vil købe et hus, siger Ejvind Mortensen.

Jenny Jespersen bor ved Dyngby, hvor en Kattegatforbindelse kan gå tæt forbi. (Foto: Thomas Schmidt Nørgaard DR Østjylland)

Jenny og Knud-Erik Jespersen bor også ved Dyngby, og parret føler sig heller ikke overbevist om, at Kattegatforbindelsen nu er begravet.

- Det er træls, for der ligger hele tiden den der tanke om, hvorvidt det kan lade sig gøre, siger Jenny Jespersen.

Modstandere på Samsø kæmper videre

Ole Kæmpe har sat skilte op på Samsøs sydlige del, hvor en Kattegatforbindelse ifølge forundersøgelsen kan komme til at gå.

På Samsø har Ole Kæmpe taget initiativ til at opføre en markering af den mulige linjeføring hen over øens sydlige del.

Skilte er sat op mellem byerne Tranebjerg og Pillemark, hvor der står "planlagt motorvej". Det er et landskab præget af gravhøje og kornmarker, der bugter sig.

- Ideen er at gøre opmærksom på, at det er her, at det bliver, og at det faktisk kan blive til noget. Mange siger, at det her kan man ikke finde på, men det kan man, siger Ole Kæmpe.

Han giver ikke meget for dem, der tolker transportminister Trine Bramsens melding, som om at projektet er sat i bero eller sparket til hjørne.

- De har absolut ikke tænkt sig at komme det i mølposen. Politikerne vil stadig have lavet nye undersøgelser, og de vil samle krudt til, at man efter et folketingsvalg kan samle et flertal igen, siger Ole Kæmpe.

Han vil fortsætte med at samle flere kræfter til kampen mod Kattegatforbindelsen på Samsø.

Familiefar: 'Forbindelsen er en sprællevende rødspætte'

Niels Kier Rye er varm fortaler for en Kattegatforbindelse. Han bor i Odder. (Foto: Thomas Schmidt Nørgaard DR Østjylland)

Niels Kier Rye bor i udkanten af Odder, ikke langt fra hvor en Kattegatforbindelse kan komme til at gå.

Han er formand for foreningen 'Kattegatforbindelsen - Ja tak' og tror fortsat på, at projektet bliver til noget en dag.

- Forundersøgelsen er opløftende læsning. Den bekræfter det, hvad vi har hørt tidligere, blandt andet tidsbesparelsen mellem København og Aarhus. Det ser vi meget store perspektiver i, siger han.

Niels Kier Rye erkender, at de politiske meldinger godt kan tolkes sådan, at det nu bliver sværere at få bygget en Kattegatforbindelse.

- Det skal læses som en midlertidig pause. Men jeg ser det som et udtryk for den parlamentariske situation, og vi har under et år til et folketingsvalg. Det vil man ikke diskutere i en valgkamp, siger han.

I Niels Kier Ryes øjne er det helt legitimt at undersøge miljø- og klimapåvirkninger yderligere, som der nu er lagt op til.

Kattegatkomitéen: Projektet lever i høj grad

I Kattegatkomitéen, der arbejder aktivt for den faste forbindelse mellem Jylland Sjælland, lægger formand Michael Svane ikke skjul på, at han havde håbet på, at forundersøgelsen kunne danne grundlag for en beslutning om at sætte en VVM-undersøgelse i gang.

- Men der har vist sig, at der er behov for yderligere undersøgelser af klima- og miljøkonsekvenser. Det kan vi kun bakke op om som Kattegatkomité, siger han.

Michael Svane understreger, at det ifølge komitéen er vigtigt, at der nu bliver tid til en folkelig og nuanceret debat om Kattegatforbindelsen.

Borgmester i Aarhus Jacob Bundsgaard mener ikke, at Kattegatforbindelsen er sparket til hjørne. (Foto: Bo Amstrup © Ritzau Scanpix)

- Vi har ingen interesse i at haste en beslutning igennem. Beslutning om en investering af den størrelsesorden skal træffes på et oplyst grundlag. Derfor ser jeg frem til de kommende undersøgelser, og modsat, hvad dele af pressen skriver, opfatter jeg ikke, at projektet er sat i bero, men at det i høj grad lever, siger Michael Svane.

Også Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S), der er medlem af Kattegatkomitéen, mener i den grad, at projektet lever.

- Det er positivt, at forundersøgelsen peger på, at både en kombineret vej- og jernbaneforbindelse er økonomisk rentabel. Jeg bakker også om behovet for yderligere undersøgelser af miljø- og klimapåvirkningen, siger han.