Pak støvler i stedet for sandaler: Rejseselskaber sender chartergæster til Island og Færøerne

Mange ture sydpå er aflyst på grund af coronapandemien.

Der bor 360.000 mennesker på Island, der har turisme som landets næststørste erhverv. (Foto: Ingolfur Juliusson © Scanpix)

Normalt er kursen sat stik syd, når de rejsende med Århus Charter eller Primo Tours hopper ombord i flyvemaskinen for at tage på sommerferie.

Men i år har coronapandemien ændret rejseplanerne.

I stedet er de to firmaer begyndt at tilbyde rejser til Island og Færøerne.

Island er blandt de tre lande i verden, som Udenrigsministeriet ikke fraråder at rejse til, mens Færøerne er en del af Kongeriget Danmark, hvorfor der ikke findes en særskilt rejsevejledning dertil.

Det fortæller Henrik G. Jensen, der er bureauchef i Århus Charter.

- Vi kiggede på, hvad der var af alternative muligheder for vores gæster, når de ikke kunne sendes sydpå. Så faldt vi over Island og Færøerne, som vi også synes er superattraktive, siger han.

Hos Primo Tours har de tilmed tilbudt folk, at de kan få byttet deres charterrejse til en sommertur til enten Færøerne eller Island, siger Bjarke Hansen, der er direktør i selskabet.

- Selvfølgelig har vi også tilbudt vores gæster, at de kan få pengene tilbage, men vi har også sat en charterflyver ind hver søndag, så vi kan tage de gæster afsted, som måtte være interesserede i at rejse et andet sted hen på sommerferie.

Måske skulle det være nu

Annette Tilma fra Aarhus er en af de gæster, der har valgt at lade shorts og T-shirts ligge i skabet for i stedet at pakke til en naturferie på Island.

Hun havde egentlig planlagt en tur til Grækenland med sin datter, men da den blev aflyst, valgte de at kigge mod nord i stedet for syd.

Og det er held i uheld, at coronavirusset har tvunget hende til at tænke anderledes, synes hun.

- Vi har tidligere talt om, at det kunne være spændende at se Island. Nu er der en oplagt mulighed, siger hun.

Annette Tilma troede, hun skulle til Grækenland. Nu glæder hun sig i stedet til naturoplevelser og til at se varme kilder i Island. (Foto: PRIVATFOTO)

Netop naturoplevelserne har været udslagsgivende for, at det ikke blev til en sommerferie på de danske strande.

- Vi kender vejret her for godt. Det kan sagtens være, at det også bliver regnvejr på vores tur til Island, men så er det bare en del af oplevelsen.

Annette Tilma er ikke nervøs for, at coronapandemien kan blusse op igen, men hun har alligevel gjort sig nogle tanker om, hvad der skal ske, hvis situationen bliver

forværret
.

- Vi har tjekket vores forsikringer meget grundigt, og om nødvendigt dropper vi at tage afsted, hvis situationen ændrer sig, så det føles for usikkert, siger hun.

Hos Primo Tours oplever man stor interesse fra nysgerrige kunder, der gerne vil opleve noget nyt.

- Vi har gjort klar til at sætte ekstra fly ind, hvis det bliver nødvendigt, siger Bjarke Hansen.

Facebook
Twitter