Par med nyfødt pige i bilen sad fast i sneen, men så blev Troels og hans traktor tilkaldt

- For mig var det lidt en drengedrøm om et sjovt eventyr, fortæller traktor-føreren.

Troels Højbjerg Knudsen med traktoren, der gravede den lille familie fri fra snedriverne nær Randers.

Klokken halv tre i nat blev landmand Troels Højbjerg Knudsen vækket af et usædvanligt opkald.

I røret var Mikkel Skødt Salling, der kunne fortælle, at han sad fast i en snedrive med sin kone og deres nyfødte datter - og havde brug for hjælp.

Klokken 21.46 kom den lille pige, der skal hedde Octavia, til verden på regionshospitalet i Randers, samtidig med at sneen væltede ned og skabte trafikkaos i den nordlige og østlige del af Jylland.

Godt 15 kilometer nord for Randers sad Mikkel Skødt Salling, hans kone og deres nyfødte datter fast i sneen.

Godt tre timer efter startede Mikkel Skødt Salling bilen og satte kursen stik nord mod hjemmet ved Gjerlev cirka 15 kilometer væk.

- Jeg vidste godt, at det havde sneet, men jeg havde slet ikke regnet med, at det var så slemt. Bilen kom til at hænge på maven, fordi sneen var så høj, fortæller han om mødet med snedriven godt en kilometer fra hjemmet.

Et sjovt eventyr

Mikkel Skødt Salling og hans familie bor på en gård, hvor der er en traktor, så han besluttede at vade ud efter den og vende tilbage for at grave sig selv, konen og den nyfødte datter fri.

- Men da jeg kom derned, opdagede jeg, at driftslederen på gården havde taget den hjem. Det havde jeg ikke lige tænkt over, men det giver god mening, at han havde det, siger Mikkel Skødt Salling.

Driftslederen er Troels Højbjerg Knudsen, der heldigvis ikke havde sat sin telefon på lydløs i nat. Han fik hurtigt noget tøj på og startet traktoren.

- Foran dem og ned mod deres gård lå der driver på op til 70 centimeter. Jeg fik så lavet en vej igennem de her driver og satte et bette tov i bilen og fik dem trukket løs. Og så kunne de stille og roligt følge efter mig ned ad vejen, fortæller Troels Højbjerg Knudsen.

Han har prøvet lidt af hvert, som han siger, men det var alligevel lidt specielt pludselig at stå midt i en redningsaktion.

- For mig var det lidt en drengedrøm om et sjovt eventyr, hvor man hjælper nogle andre. Så er det altid fedt at sidde med det sne omkring sig, siger Troels Højbjerg Knudsen, der fortæller, at Mikkel Skødt Sallings kone var 'lettet' over at se ham.

Mia Gyldenløve Jensen og babyen Octavia led dog ingen overlast, forsikrer Mikkel Skødt Salling. Men en hård oplevelse var det.

- Min kone var hårdt presset i forvejen, for det var fysisk hårdt for hende at føde og have veer. Så tanken om at sidde fast var træls. Hun tog babyen om foran og sad med hende, og bilen stod i tomgang, så der var hele tiden varme på.

- Vi havde også en dyne pakket rundt om hende, og hun havde en termodragt på. Babyen kom ikke til at fryse. Bilen var også tanket op fra Randers. Så den kunne sagtens have stået hele natten, siger Mikkel Skødt Salling, der nu er far til fire.

Sneet helt hjernedødt

Var der ikke nogen på sygehuset, der advarede jer om at køre hjem i snevejr?

- Når man er fleregangsfødende, og fødslen er gået uden komplikationer, må du gerne køre hjem. Så de sagde bare til os, at vi godt måtte tage hjem nu, for der var ikke mere.

Sneen faldt tungt i Randers-området onsdag aften og natten til torsdag. (Foto: Bo Amstrup © Bo Amstrup / Ritzau Scanpix)

- Så tænkte vi, at det var fint nok. Men set i bakspejlet, så vidste de jo nok godt, at al unødvendig kørsel frarådtes, så de burde nok have sagt, at det var en god ide at blive deroppe natten over, siger Mikkel Skødt Salling.

Han mener nu også, at han selv kunne have fået den tanke, at det ikke var så smart at tage turen hjem over i nat.

- Jeg havde så heller ikke selv tænkt over det. Jeg vidste godt, det havde sneet meget, men jeg tænkte ikke over, at det ville være så slemt overhovedet. Men det er jo også, fordi det har sneede helt hjernedødt, siger Mikkel Skødt Salling.

FacebookTwitter