Parkeringskaos i byerne: Håndværkere kalkulerer med p-afgifter

Det er så vanskeligt at parkere i Aarhus midtby, at håndværkere siger nej til opgaver.

Det er næsten håbløst for håndværkere at finde parkering tæt på byggeopgaver midt i byer som Aarhus. Nogen siger nej tak til opgaver eller kalkulerer med p-afgifter i deres tilbud, siger håndværksmestre. (ARKIVFOTO) (Foto: Ingelise Carlsen © DR Østjylland)

Der er masser af arbejde til håndværkerne, men det kan være meget besværligt for dem at få arbejdet udført inde i byerne.

I Aarhus er problemet stort, når arbejdet skal foregå midt i byen med tæt trafik og ingen parkeringsplads.

- Det er en udfordring hver eneste dag, siger Klaus Andersen, direktør i Hustømrerne, som har 130 håndværkere i sving i Aarhus.

- Specielt vores servicevogne, der kører meget rundt i midtbyen i Aarhus, har vi store udfordringer med. Både at komme af med materialerne og derefter at placere bilen et sted. Det er en kæmpe udfordring.

Parkerings-afgifter må simpelthen tages med i beregningen, når håndværkere arbejder for kunder i Aarhus Midtby. Det er næsten den eneste måde at løse problemet med at finde en parkeringsplads tæt på kunden, forklarer murermester og oldermand i Aarhus Murerlaug, Jesper Jacobsen.

- Det er billigere at tage p-bøden end at bruge tid på at hente og bringe. Det forklarer man kunden, og de fleste er indforstået med det, siger han.

- Hvis to mand skal bruge en time på at hente værktøj i løbet af en arbejdsdag, så går der let tusind kroner til det. Og en p-afgift er på omkring 500 kroner.

Må sige nej til opgaver

Hustømrerne har oplevet, at trafik og parkeringsforhold kan være så umulige, at firmaet må sige mere eller mindre nej til opgaver.

- Der er i hvert fald opgaver, vi har lagt til side og sagt, at der prioriterer vi andre opgaver, siger Klaus Andersen.

Trafik-trængslen har fået firmaet til at bruge alternativ transport i Aarhus Midtby - blandt andet el-scootere med lad.

- Det er en eldrevet ladvogn med en kasse på to kubikmeter. Så kan vi faktisk have det gængse elværktøj og mindre materialer med, siger Klaus Andersen.

Han forsøger i øjeblikket at få Aarhus Kommune til at godkende, at ladvognene kan betragtes som almindelige cykler, som man gerne må parkere på fortovet.

Ønske om håndværker-pladser

Håndværkerne også har bedt kommunen reservere bestemte parkerings-pladser til håndværkere i dagtimerne rundt om i byen. Og også bedt om lov til at parkere på brede fortove, hvor der stadig kan være plads til fodgængere.

- Vi vil gerne betale for at parkere. Bare vi kan komme til at holde rimeligt tæt på vores arbejdsplads, siger oldermand for murerlauget, Jesper Jacobsen.

Men Aarhus Kommune har ifølge Jesper Jacobsen ikke gjort noget ved problemet.

- De har sagt, at de skal nok kigge på det. Det kan godt være, at de kigger, men der sker ikke en dyt!

Og der er ingen udsigt til, at håndværkere får bedre muligheder for at parkere tæt på de steder, hvor de arbejder i Aarhus Midtby, selvom Venstres teknik- og miljørådmand Bünyamin Simsek erkender problemet.

- Jeg ved, at der er håndværkere, der er nødt til at kalkulere med pafgifter, når de giver tilbud. Men virkeligheden er, at der et flertal i byrådet med borgmesteren i spidsen, der siger, at man skal benytte parkeringsanlæggene ved DOKK1 eller Navitas (ved Aarhus Ø, red.) Det synes jeg heller ikke, er en acceptabel løsning, siger Bünyamin Simsek.

Kræver lovændring

Håndværkernes ønske om parkeringspladser reserveret til håndværkere i dagtimerne kan nemlig ikke opfyldes.

- Lovgivningen giver ikke, som den er nu, mulighed for at vi må reservere parkering udelukkende til håndværkere. Det er vi nødt til at belyse – og måske udfordre – i den nationale lovgivning, siger Bünyamin Simsek.

Han mener, at problemet må løses ved at lave flere parkeringspladser i den voksende by.

Facebook
Twitter