Pendlere begejstrede over ekstra østjysk spor på E45: 'Simpelthen fantastisk'

Trafikanterne rullede i morges for første gang i tre spor på motorvejen mellem Skanderborg og Aarhus Syd.

Trafikanterne kunne tirsdag morgen køre i tre spor på motorvej E45 hele vejen fra Skanderborg til Aarhus Syd. De sydgående spor ventes klar om 14 dage.(ARKIVFOTO) (Foto: Leif Seekjær Møller © DR Nyheder)

Tirsdag morgen fik trafikanterne et ekstra spor at køre på på motorvej E45 hele vejen fra Skanderborg Syd til Aarhus Syd.

Den stærkt trafikerede pendlerstrækning er nu køreklar i tre spor i nordgående retning, og Vejdirektoratet regner med, at de sydgående spor mellem Aarhus og Skanderborg er klar om få uger.

Og premieremorgenen er forløbet glat trafikmæssigt, siger en af morgenens faste pendlere, Klaus Nielsen fra Sønder Vissing, der hver dag kører på arbejde i Aarhus.

- Det var simpelthen fantastisk, og jeg var faktisk lidt overrasket over det, for i går aftes, da jeg kørte hjem fra arbejde, var den stadig lukket. Så jeg blev glædeligt overrasket til morgen, siger han.

- Det går meget nemmere at komme omkring den tunge trafik, som pænt holder sig inde til højre, og så er der meget mere plads for personbilerne til at komme forbi, siger Klaus Nielsen.

Det bekræfter projektleder i Vejdirektoratet Robin Højen Madsen, der har overvåget morgentrafikken på strækningen hele morgenen.

- Trafikken glider perfekt i tre spor, sagde han til DR Østjylland klokken 8.30.

- Det er gået over al forventning. Det er faktisk gået perfekt, sagde Robin Højen Madsen, der selv kom ti minutter hurtigere frem på strækningen til morgen.

Udvidelse af E45

I perioden fra 2010-2016 er trafikken steget med 25 procent på strækningen.

De nye motorvejsspor vil give trafikanterne en hurtigere og mere sikker rejse på strækningen.

Østjyske Motorvej mellem Skanderborg og Aarhus blev i sin tid bygget med en 12 meter bred midterrabat.

Normalt udbygger man en motorvej på ydersiderne, men på denne strækning sker udbygningen fra fire til seks spor i midterrabatten.

Kilde: Vejdirektoratet.

Udbygningen af E45 er gået stærkt. Normalt tager det et par år at udbygge en motorvej af nogenlunde samme længde som Aarhus-Skanderborg-strækningen. Men på denne strækning har vejarbejderne kunnet bruge den 12 meter brede midterrabat.

Motorvejen har kunnet udbygges indad i stedet for udad, og det har betydet, at motorvejen er blevet udvidet på rekordtid. Arbejdet startede i januar og er altså nu klar i nordgående retning. Om 14 dage forventes det sydgående spor på strækningen også klar.

Udbygningen af motorvejsstykket mellem Skanderborg og Aarhus til sekssporet motorvej blev aftalt af Venstre, Liberal Alliance, Konservative og Dansk Folkeparti i finanslovsforliget for 2017. Der blev afsat 524 millioner kroner til udvidelsen.

Slidlaget på strækningen lægges først i foråret 2019.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på P4aarhus@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.