Pengene væltede ind: Dimas droner er endt ved østfronten i Ukraine

Dima Slastushevskyi fra Samsø sendte i foråret sine to hobbydroner til Ukraine.

Ukraineren Dima Slastushevskyi bor på Samsø og har droner som sin store hobby. Han sendte to til Ukraine i foråret. Siden har han fået en ny drone.

- Det var helt sindssygt.

Dima Slastushevskyi sidder i sin baghave på Samsø og husker et halvt år tilbage. Russerne havde lige invaderet hans hjemland, Ukraine.

- Min telefon var rødglødende. Det endte ikke bare med, at folk afleverede deres droner. Mange ville også donere penge til nye droner, som kunne sendes af sted, siger Dima Slastushevskyi.

I seks år har han haft dronebevis. Det giver ham tilladelse til at flyve med droner på helt op til 25 kilo. Normalt sender han dem afsted over marker og enge på Samsø, men efter den russiske invasion af Ukraine var der ingen tvivl om, at de skulle i krig.

Russiske soldater, der ifølge Dima Slastushevskyi er blevet fanget på kamera af hans drone. DR Nyheder har ikke kunnet verificere billedet. (Foto: PRIVATFOTO)

Folks donationer overvældede fuldstændig Dima Slastushevskyi, men han kunne samtidig ikke helt overskue at stå som bindeled og frygtede, at der ville blive problemer med Skat og banken, hvis han skulle administrere alle de penge.

Derfor skrev han til Toke Kristian Stuhr, der ejer butikken droner.dk i København. Så kunne folk købe droner der, og de kunne sendes samlet af sted til Ukraine.

- Jeg skrev bare til alle folk, at de skulle kontakte butikken. Det gik rigtig stærkt, siger Dima Slastushevskyi.

Eks-jægersoldater hjalp med fragt

Der er nu doneret mere end en kvart million kroner til droner - og Dima Slastushevskyi og droner.dk er endt med at sende over 30 forskellige droner af sted mod østfronten i Ukraine.

- Det har været en kæmpe stor støtte, og jeg er så taknemmelig for det. Det er virkelig følelsen af ikke at være alene, siger Dima Slastushevskyi.

For at sikre at dronerne er endt de rigtige steder, skabte Dima Slastushevskyi og Toke Kristian Stuhr kontakt til en organisation, der forsyner ukrainsk militær med forskelligt isenkram.

Den fragtede dronerne over grænsen og ud til fronten. Ifølge Toke Kristian Stuhr har der også været danskere indblandet i arbejdet.

En russisk stilling - ifølge Dima Slastushevskyi blev billedet fanget af en drone sendt fra Danmark. DR Nyheder har ikke kunnet verificere billedet. (Foto: PRIVATFOTO)

- Vi fik på et tidspunkt besøg af nogle tidligere danske jægersoldater, der fik sendt nogle til fronten. Derudover hjalp en organisation os med at få dem spredt ud i hele Ukraine, siger Toke Kristian Stuhr.

Han blev også meget overrasket over den massive støtte, der pludselig væltede ind.

- Vi havde ingen anelse, om det var noget, folk havde lyst til. Eller om det var for dyrt at donere droner. Men vi blev virkelig overvældet af folks gavmildhed, siger Toke Kristian Stuhr.

Gennembrud til droner

Siden har Dima Slastushevskyi fået tilsendt flere billeder taget af dronerne - flere af dem viser russiske soldater i deres stillinger.

Han har også fået et par videoer tilsendt, der ifølge ham viser hans droner i hænderne på ukrainske soldater ved østfronten i Ukraine.

- Jeg er virkelig glad for, at de er blevet brugt i områder, hvor der har været kamp, og hvor de kan gøre nytte. De er ikke bare endt et tilfældigt sted i midten af Ukraine, hvor der ikke har været fjendtlig aktivitet, siger Dima Slastushevskyi.

Han har også fået besked om, at en af hans egne droner er blevet ramt af russiske skud, uden at den dog faldt til jorden. Men om den stadig er brugbar, tvivler Dima Slastushevskyi meget på.

Denne video viser ifølge Dima Slastushevskyis hans drone ved fronten i Ukraine. Videoen er sendt til ham af en bekendt. DR Nyheder har ikke kunnet verificere videoen:

Droner som dem, der er blevet sendt af sted fra Samsø og København til Ukraine, kan have en vis effekt på krigen. Det vurderer DR Nyheders forsvarskorrespondent, Mads Korsager.

- De her civile droner har en god rækkevidde, og så har de ikke mindst gode kameraer, så de kan flyve højt oppe i luften. Dermed kan fjenden hverken se eller høre dem.

- Og så kan man observere, hvor ens artillerigranater rammer, og hvordan fjendens stillinger ser ud, siger Mads Korsager, der understreger, at det er svært for ham at sige noget præcist om, hvor stor en effekt, de 30 hobbydroner har haft på krigen.

Droner har dog fået et decideret gennembrud i krigen i Ukraine, lyder det.

- Det er i høj grad blevet dronernes store gennembrud på slagmarken. Vi har også set de her hobbydroner bygget om til våben, som faktisk kan smide granater eller små bomber ned i hovedet på fjenden, siger Mads Korsager.

Videoen er sendt til Dima af en bekendt. DR Nyheder har ikke kunnet verificere videoen.