Pladsmangel på psykiatrisk hospital: Patienter sendes ud af regionen

- Det holder simpelthen ikke, siger lederen af akutmodtagelsen på Psykiatrisk hospital i Risskov.

Landsforeningen Sind kalder situationen for "noget skidt". (arkiv). (Foto: Jens Thaysen © Scanpix)

Psykiatrisk hospital i Risskov er ramt af problemer i øjeblikket. Ud over at der de seneste uger har været to overfald på personalet, døjer hospitalet også med så stor pladsmangel, at man i øjeblikket risikerer at skulle til Aalborg eller Vejle for at få hjælp, hvis man bliver ramt af psykisk sygdom.

- Det kan ikke fortsætte mere end et par dage nu. Det holder simpelthen ikke, siger overlæge Kenneth Brandt Hansen, der leder akutmodtagelsen på psykiatrisk hospital i Risskov.

Mandag fik han grønt lys fra hospitalets ledelse til at kontakte Region Nordjylland og Region Syddanmark for at skaffe plads til patienterne, fordi der simpelthen ikke er flere ledige senge tilbage i Region Midtjylland.

Når der er fyldt op i Risskov plejer Kenneth Brandt Hansen ellers finde ledige pladser på de andre psykiatriske afdelinger i regionen i Randers, Horsens, Herning og Viborg. Men her er der også fyldt op.

- Psykiatrien er presset. Der er så nogle steder, der er mere pressede end andre, siger overlægen.

Formanden for landsforeningen Sind kalder situationen for ”noget skidt”. Han mener, den eneste løsning er, at der kommer flere sengepladser til de psykiatriske afdelinger.

- Det er aldrig godt for patienten at blive indlagt så langt væk hjemmefra, at det for eksempel kan blive svært at få besøg og svært at komme hjem på besøg, siger han.