Politikere og virksomheder venter utålmodigt på letbane til Djursland

Letbanen til Odder og Djursland har været forsinket ad flere omgange. Åbningsdatoen mangler stadig.

Det frustrerer både borgmestre og virksomheder, at letbanens direktion ikke kommer med en dato for åbningen. Indtil videre kører letbanen kun i Aarhus. Også her var den forsinket.

- Jeg er irriteret, jeg er utålmodig, og jeg glæder mig på én gang, siger borgmester i Norddjurs Kommune Jan Petersen (S) efter et møde med Letbanens ledelse.

Torsdag mødtes Norddjurs og Syddjurs kommuner med Letbanens direktion for at drøfte situationen omkring den forsinkede letbane til Djursland.

Den gamle nærbane, der forbandt Aarhus med Djursland, har været lukket siden august 2016, ligesom også nærbanen til Odder har, og begge steder venter borgerne på, at letbanen erstatter den.

Men der kom ingen ny dato for åbningen på bordet til mødet i går, fortæller borgmester i Norddjurs Kommune Jan Petersen (S).

- Jeg tror, den åbner i 2018, men når jeg ikke lover det, er det fordi, jeg ikke vil have det hængende på mig, og de (letbanens ledelse, red.) ville heller ikke give mig et løfte af den slags, siger han.

I Syddjurs Kommune regner formanden for natur, teknik og miljø-udvalget Kim Lykke Jensen med, at åbningsfesten kan holdes meget sent på året.

- Vi er jo lidt forundrede og lidt skuffede over, at vi ikke ser ud til at få Letbanen udrullet lige foreløbigt. Borgerne er utrolig trætte af det, og det har skabt nogle udfordringer i forhold til folks adfærd, siger han.

Terma i Grenaa: Kom med en dato

Virksomhederne på Djursland ser også med stor bekymring på den manglende letbane.

I Terma i Grenaa har man brugt Letbanen som en del af virksomhedens rekrutteringsstrategi, men HR-chef for Termas fabrikker Kirsten Sørensen kan godt høre, at det efterhånden klinger hult til ansættelsessamtalerne.

- Man får jo lidt et forklaringsproblem, så det kunne være meget, meget passende, hvis vi snart fik en konkret dato, man havde tænkt sig at passe, siger hun.

En af Termas nye medarbejdere er Anne Sofie Jensen. Hun bor i Aarhus og har arbejdet på Terma i fem måneder. Til at starte med tog hun bussen, men hun var træt af de få afgange, og at det tog en time og 20 minutter at komme frem.

Derfor har hun opgivet og købt en bil – selvom hun allerhelst tog Letbanen.

- Hvis der kan komme en letbane, der kan gøre det lige så hurtigt som min bil, vil jeg foretrække at tage den, siger hun.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på P4aarhus@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.