Populær bygningspulje giver frustrerede kunder i Henriks butik: 'Vi skal væk fra det her tombola-princip'

Tusindvis af danskere har søgt om tilskud til en varmepumpe, men de risikerer at måtte vente et halvt år på svar.

Henrik Amby har mange frustrerede kunder i øjeblikket. Flere af dem har søgt tilskud til en varmepumpe, men ved ikke, om de er købt eller solgt.

I denne uge lukkede den nye bygningspulje.

Dermed har 16.000 danskere på bare 14 dage søgt om tilskud til energiforbedringer og varmepumper for mere end 300 millioner kroner.

Men nu må de vente i op til et halvt år på at få svar, og det skaber frustrationer hos både ansøgere og installatører.

Det er nemlig ikke tilladt at gå i gang med at sætte en varmepumpe op eller skifte vinduerne, før man har fået en endelig tilbagemelding fra Energistyrelsen, om man har fået pengene eller ej.

I Risskov er Henrik Amby daglig leder af Novasolar, der servicerer og monterer varmepumper. Han melder om utålmodige kunder.

- Vores kunder er frustrerede. De ved ikke, hvornår de får svar. Jeg synes, vi skal væk fra det her tombola-princip. Det er fint at have tilskudsordninger, men det bør være en løbende pulje i stedet for, at de åbner og lukker to gange om året. Så ville vi også have bedre mulighed for at følge med, siger Henrik Amby.

Roland frygter, prisen stiger

Flere steder på Facebook og anmeldelsessitet Trustpilot bliver der udtrykt frustration fra ansøgere over den lange ventetider.

Roland Hansen er ikke lige frem glad for at skulle vente op mod et halvt år på svar fra Energistyrelsen.

I Kirke Hyllinge på Sjælland bor Roland Hansen i et hus, der er varmet op med gasfyr. Priserne på gas er eksploderet i de seneste måneder, så han har søgt om tilskud i bygningspuljen til en varmepumpe.

Men svaret lader vente på sig:

- Når vi har en statsminister, der gerne vil gøre os uafhængige af russisk gas, og vi gerne vil lave grøn omstilling, kan jeg ikke forstå, at man ikke er mere fremme i skoene og får det kørt hurtigere igennem, siger Roland Hansen.

Han frygter, at prisen på varmepumpen er steget, hvis han først får svar om over et halvt år.

- Priserne stiger utroligt hurtigt, så den varmepumpe, jeg har fået et tilbud på, kan jo nå at stige, inden jeg har fået svar om et halvt år. Det er jo et problem, at vi ikke kan få fastlåst vores tilbud, siger Roland Hansen.

Brancheforening undrer sig

Med de stigende energipriser – særligt for dem med gasfyr – kan det ikke udelukkes, at det kan svare sig at se stort på tilskuddet, vurderer Henrik Amby.

- Spørgsmålet er, om det overhovedet kan betale sig at vente på tilskuddet i forhold til at få skiftet til en varmepumpe nu. Det regner vi ikke på, men det kan være en virkelighed, folk kigger ind i, siger han og beskriver, hvordan modellen med tilskud påvirker hans firma:

- Vi har lavet over 300 tilbud på luft-til-vand-varmepumper, men ingen har sat i gang, før de får tilsagn eller afklaring. Når der så kommer en accept til folk, vil de gerne alle på samme tidspunkt have det installeret, og det er svært, siger Henrik Amby.

I brancheforeningen Dansk Køl og Varme undrer direktør Søren Bülow sig over de lange ventetider på at få svar om det mulige tilskud.

- Det er ikke en ny ordning. Det er ganske vist mange, der søger tilskuddet, men det var der også sidste år. Så der burde have været tid til at tilpasse staben til den mængde ansøgninger, der kommer:

- Konsekvensen er, at boligejerne skal vente og være ærgerlige over det. Det kan være en forsinkende faktor i forhold til, om man får sin varmepumpe. Det er en ekstra usikkerhed, for der er jo også problemer med levering af varmepumper, siger Søren Bülow.

Han mener i bund og grund ikke, at selve tilskuddet har en funktion i forhold til få sat fart på den grønne omstilling, som ellers meningen med ordningen.

- Da det blev indført, skulle det fremme udbredelsen af varmepumper, fordi det er grønnere end olie og gas, men der er så meget pres på markedet i forvejen, og nu er der kommet en krig i Ukraine. Hvis der ikke var et tilskud, ville mange danskere alligevel anskaffe sig en varmepumpe, siger Søren Bülow.

Han så i stedet gerne, at tilskuddet blev brugt på de mest klimavenlige varmepumper.

Det er et bredt flertal i Folketinget, der står bag bygningspuljen, som åbnede første gang i 2020. Samlet set er der indtil nu givet tilskud for 867 millioner kroner til de flere end 26.000 ansøgninger, der har fået tilsagn.

K vil have ministeren på banen

De Konservatives Mona Juul, der er valgt til Folketinget i Østjylland og er medlem af Klima,- Energi- og Forsyningsudvalget, er dog utilfreds med modellen, som den fungerer i dag.

- Processen med de her grønne puljer, hvor det er først-til-mølle er ikke optimale. Man ved ikke, om man er købt eller solgt i lang tid. Der er jo kamp om det, så det er uhensigtsmæssigt. Vi har bedt klima- og energiministeren om, at man fjerner foden fra bremsen og sætter den over på speederen, siger Mona Juul.

Hun foreslår, at man skeler til andre lande, hvor de har mere tillid til, at når man først har sendt en ansøgning, og der er lavet en lyn-screening, så kan man bestille varmepumpen - og så kommer den endelige godkendelse senere.

- Det kunne også være en model, hvor pengene ikke er i puljer, men at man løbende kan søge. Så bliver det hele ikke på én gang. Jeg vil bede ministeren optimere processen med at få udbredt antallet af varmepumper, siger Mona Juul.

Det har ikke været muligt at interviewe klima- og energiminister Dan Jørgensen (S). I en skriftlig kommentar lyder det:

- Selvfølgelig forventer jeg, at processen går så hurtigt som muligt. Jeg ser faktisk den store interesse for at søge om tilskud fra Bygningspuljen som positiv, da det betyder, at der blandt danskerne er et stort kendskab til puljen og lyst til at udskifte olie- eller gasfyret eller til at energirenovere.

- Den store interesse betyder samtidig, at der modtages rigtig mange ansøgninger på meget kort tid. Det betyder, at nogle ansøgere vil opleve en længere sagsbehandlingstid. Jeg kan sagtens forstå, hvis man bliver frustreret over at der er ventetid, men det er heldigvis ikke alle, der skal vente i lang tid, skriver Dan Jørgensen.

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet oplyser, at Energistyrelsen løbende undersøger mulighederne for at forbedre rammerne for borgere, når de søger tilskud gennem bygningspuljen.

For første ansøgningsrunde 2022, der åbnede 16. marts og lukkede 30 marts, er der indtil videre givet cirka 1.000 tilsagn, oplyser ministeriet.