Privatøkonomi og gæld er ikke længere et tabu

Folk står i kø for at få rådgivning om, hvordan de kommer af med deres gæld.

Gældsrådgivningen i Aarhus er bange for, at lange ventetider på rådgivning betyder, at man taber folk på gulvet. (© Colourbox)

Hvis man har gæld, kan man godt risikere at skulle vente længe på hjælp til at komme ud af det økonomiske hængedynd.

Det ser man tydeligt hos den sociale retshjælps særlige gældsrådgivning i Aarhus.

Netop i disse dage er seks nye praktikanter ved at blive klædt på til at tage imod folk, som gerne vil have råd og vejledning i, hvordan de får deres pengesager på ret køl igen.

Og der er brug for alle de rådgivere, man kan få.

Ny åbenhed om privatøkonomi og gæld

Gældsrådgivningens venteliste er så lang, at man siden maj måned har lukket ned for muligheden for overhovedet at komme på listen.

- Jeg tror, at det først og fremmest hænger sammen med, at der er kommet meget mere fokus på det her med gæld og gældsrådgivning. Gæld og økonomi har i lang tid været noget meget personligt – også fra politisk hold. Men i dag er det blevet OK at tale om det, siger Lene Dall-Hansen, der er gældsleder hos den Sociale Retshjælp Aarhus.

Hun henviser til TV-programmet ”Luksusfælden” og andre dokumentarer, som også sætter fokus på folks gældsproblemer.

Risikerer at tabe folk på gulvet

I 2013 havde gældsrådgivningens afdeling i Aarhus 818 sager. I 2014 var tallet steget til 842, men alene det første halvår i 2015 har der været 450 sager.

Hvis det fortsætter på den her måde, så bliver det næsten 1000 sager inden året er omme. Der er ikke ressourcer til at behandle sagerne i takt med, at de kommer ind, fortæller Lene Dall-Hansen.

- For den enkelte klient er det naturligvis rigtig ærgerligt, at man skal vente i lang tid, når man først har opsøgt hjælpen. Flere gange har vi endda været nødt til at afvise folk, siger hun.

Hun er bange for, at den lange ventetid på gældsrådgivning vil betyde, at man taber nogle klienter på gulvet.

- Det er jo synd, hvis man endelig har fundet kræfterne til at komme ud af busken og så bliver man mødt af en lukket dør. Det er jo ikke sikkert, at man har samme overskud om tre måneder, hvis der er plads dér, siger Lene Dall-Hansen.

Facebook
Twitter