Privilegerede kroer siger nej til kongehuset

Kan man sige nej til landets dronning og kongehus? Det gør man normalt ikke, men flere østjyske kroer siger alligevel nej til en ordre, der blandt andet kaldes for 'latterlig'.

På blandt andet Hvidsten Kro hænger skiltet, der har fået Rigsarkivet til på vegne af kongehuset at bede kroerne fjerne ordlyden og den lukkede kongekrone. (Foto: Morten Rasmussen © SCANPIX)

Fjern den lukkede kongekrone fra kroen og slet ordene 'kongelig privilegeret kro'.

Sådan lyder det fra Rigsarkivet, der på vegne af kongehuset sidste år henvendte sig til kroer i hele landet med ordren.

Privilegeret siden 1912

Men flere af de gamle kroer, der har brugt kronen og de privilegerede ord siden 1912, har endnu ikke fjernet hverken krone eller ord.

Hvidsten Kro nord for Randers er en af kroerne, der ikke har reageret på ordren. Og det har kroejer Søren Fiil heller ikke tænkt sig at gøre:

- Vi har heller ikke i sinde at foretage os noget. Vi er en fredet bygning, som i sin tid blev fredet med kongekronen som en lukket krone, siger han.

Kroejer: Det er helt ude i hampen

Nørre Vissing Kro ved Skanderborg bruger ikke kongekronen, men kalder sig til gengæld kongelig privilegeret kro.

Og det har kroens ejer, Morten Mygind, heller ikke tænkt sig at lave om på.

- Jeg føler mig ikke som en tyv, og jeg føler ikke, at jeg hverken har taget noget fra kongehuset eller gjort noget forkert. Hele kongeriget Danmark synes jo, at det er fuldstændig latterligt, og at det ellers så populære kongehus er gået for langt. Det er helt ude i hampen, siger han.

Nej tak til en åben kongekrone

I stedet for at bruge den lukkede kongekrone, kan kroerne bruge en såkaldt åben kongekrone. Og i stedet for at kalde sig 'kongelig privilegeret kro' kan de kalde sig 'tidligere kongelig privilegeret kro'.

Men det er ikke noget, der kan friste Søren Fiil fra Hvidsten Kro. Han bliver ved med at sige nej til kongehuset.

- Det synes jeg godt, vi kan. Og jeg har også tænkt mig at blive ved, indtil de selv kommer og piller skiltet ned.

Kroernes brancheorganisation Horesta har ikke overblik over, hvor mange kroer i landet der har pareret Rigsarkivets ordre.

 

Facebook
Twitter