Der bliver gravet dybt i jorden på Aarhus Ø helt ude på spidsen af den nye aarhusianske bydel.

Det er, så vi ved, at huset kan holde de næste mange, mange, mange år.

Ulrik Therkildsen, afdelingschef, Aarsleff

Her skal Danmarks højeste bygning på 140 meter nemlig bygges - hvis altså jorden kan bære så stort et hus. I denne uge er de første testboringer gået i gang for at finde ud af, om den bløde lerjord kan holde til, at man bygger så højt.

Det er den aarhusianske bygge- og anlægsvirksomhed Aarsleff, der er gået i gang med testboringerne, og det indebærer blandt andet at grave 70 meter dybe huller, hvor der skal installeres to enorme pæle, der passer i hullerne.

De skal teste, om jorden er fast nok til at kunne fungere som fundament for højhuset, og hvordan man skal bygge, forklarer Ulrik Therkildsen, der er afdelingschef hos Aarsleff .

- Så ved vi, hvor meget jorden kan absorbere ved én pæl. Det laver vi så to tests af, og de værdier kan vi så bruge til vores beregningsmodel bagefter, siger han til DR Østjylland.

- Det er, så vi ved, at huset kan holde de næste mange, mange, mange år.

Byudvikler glæder sig til at komme i gang

Lykkes det, kan den egentlige konstruktion endelig gå i gang.

Byggeriet skal ud over lejligheder også indeholde blandt andet en offentlig udkigspost, hvor folk kan kigge ud over Aarhus-bugten og byen samt en restaurant og et beboerhus.

Noget, byudvikler Rune Kilden, der står bag projektet, glæder sig til at realisere.

- Det skulle gerne være sådan, at man i 2022 kan komme op på toppen og kigge ud over bugten og hele byen og få en lille cocktail på toppen, siger han.

Rune Kilden fortæller her om Lighthouse-projektet

Ikke alle er lige begejstrede for byggeriet

Men det er ikke alle, der deler begejstringen for byggeriet. Nogle af beboerne på Aarhus Ø kommer nemlig til at vinke farvel til dele af deres havudsigt på grund af tårnets og sidebygningernes højde.

Det er blandt andre Jan Christiansen, der er formand for fællesrådet på Aarhus Ø, træt af, for han troede, han havde købt en lejlighed med uspoleret havudsigt.

Udsigten var jo en stor del af grunden til, at vi købte lejligheden

Jan Christensen, formand for Fællesrådet Aarhus Ø

- Udsigten var jo en stor del af grunden til, at vi købte lejligheden, siger han.

Sidebygningerne ser nemlig ud til at blive højere, end i den oprindelige plan.

- Det er meget bombastisk for os, og det er så mange, der bliver ramt af det her, lyder det fra Jan Christensen.

Jan Christensen her er træt af Lighthouse-byggeriet.

Byudvikler: Vi har taget alle de hensyn, vi kan

Byudvikler Rune Kilden forstår godt naboernes skepsis, men han forklarer, at man har gjort, hvad man kunne, for at imødekomme dem og samtidig jordbunden.

- Hele designet af det her hus har taget udgangspunkt i denne her meget specielle jordbund, vi har herude. Det har betydet, at vi har reduceret tårnets fodaftryk, så vi får et meget mere slankt tårn og lagt noget volumen over på sidebygningerne. Vi har taget alle de hensyn, vi kunne til de omkringliggende naboer, siger han.

- Men det er klart, at vi ikke kan lave så stort et projekt, uden at der er nogen, der tænker: "Det var dejligt, det blev bedre for mig," mens andre siger: "Det er jeg godt nok enormt træt af og skuffet over."

Han håber, at naboerne - og resten af Aarhus - alligevel vil få glæde af bygningen, når den engang står færdig.

- Vi er i hvert fald meget spændte, siger han.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på P4aarhus@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.