I dag skrives et nyt kapitel i en en principiel sag om demokrati. Flertallet i Randers Byråd tager første skridt til at lægge en dæmper på et kritisk mindretal, lyder det fra borgmesterens modstandere.
Venstre og Dansk Folkeparti vil nemlig lave om på den konstituering, som gjorde Claus Omann Jensen til ny venstreborgmester på valgnatten for halvandet år siden.
Claus Omann Jensen fik borgmesterkæden efter sidste valg, fordi han blandt andet fik støtte fra en stribe små grupper i byrådet.
Som tak blev Beboerlistens Bjarne Overmark formand for Børn- og Skoleudvalget, Kasper Fuhr Christensen fra Velfærdslisten blev formand for Socialudvalget, og den konservative Daniel Madié blev formand for Erhvervsudvalget.
Utak er er verdens løn
Men utak er verdens løn.
Især Bjarne Overmark og Kasper Fuhr har været ekstremt kritiske i sager om blandt andet lukningen af en stribe skoler, så nu vil Venstre og Dansk Folkeparti med hjælp fra et par tidligere socialdemokrater have ro ved at fjerne de tre udvalgsformænd.
Det skal ske ved at lave en ny konstitueringsaftale, men den radikale Mogens Nyholm, der er formand for kultur- og fritidsudvalget, vil stemme imod.
Det handler om anstændighed
- For Radikale Venstre i Randers drejer det sig i den grad om anstændighed, og om at en aftale er en aftale.
Mogens Nyholm forklarer, at alle var klar over, hvad der var på spil.
- På valgnatten vidste alle parter godt, hvad de enkelte partier bød ind med, og derfor er der egentlig ikke noget nyt under solen, som berettiger til, at man kan lave en omkonstituering. Det er en alvorlig sag, siger han.
De tre udvalgsformænd mener, at omkonstitueringen er direkte ulovlig og har bedt statsforvaltningen gribe ind.