Regionsrådsformand i nødråb: Notat viser ekstraregning til supersygehus på én milliard

Stat og region må deles om den uforudsete regning for udflytning af Aarhus Universitetshospital, mener Anders Kühnau.

Hvis vi ikke får hjælp fra staten til at afholde deres del af udgifterne, som vi mener er rigtigt, kan vi kun finde pengene ved at give dårligere behandling til vores patienter, advarer Anders Kühnau. (© dr)

Opdateret 9/5-19 klokken 8.20 med video.

Regionsrådsformand i Region Midtjylland Anders Kühnau (S) kommer nu med et nødråb til politikerne på Christiansborg:

Giv Aarhus Universitetshospital en økonomisk indsprøjtning på 600 millioner kroner.

Et helt nyt notat, som DR Østjylland er i besiddelse af, viser nemlig, at der er ekstraudgifter til udflytningen og ibrugtagningen af det nye supersygehus' rammer i Skejby, som løber op i én milliard kroner.

Det viser udregninger fra regionen.

Derfor vil regionsrådsformanden bede staten om økonomisk hjælp.

- Jeg vil have landspolitikerne til at betale deres del af den ekstraordinært store omkostning, der er forbundet med at flytte ind i og ibrugtage det nye supersygehus. Det er nogle penge, man ikke har afsat fra starten. Det er en klar fejl, at man ikke har prioriteret det, siger han til DR Østjylland.

Region og stat må deles om udgifterne

Anders Kühnau mener, at staten bør betale 600 millioner kroner, da det svarer til 60 procent af beløbet, mens regionen så selv står for de sidste 40 procent.

- De 60 procent svarer til den procentvise del, staten har betalt til opførelsen af hospitalet i Skejby. Derfor mener jeg også, de skal betale deres del til, at vi nu kan tage det i brug, siger han.

Kommer der ingen hjælp, vil det betyde, at hospitalet bliver tvunget til at levere et ringere tilbud til patienterne, advarer han.

- Hvis vi ikke får hjælp fra staten til at afholde deres del af udgifterne, som vi mener er rigtigt, kan vi kun finde pengene ved at give dårligere behandling til vores patienter. Måske bliver vi nødt til at se på, om der er nogle typer af behandling, vi simpelthen ikke kan give i fremtiden.

Hospital skal finde besparelser for 325 millioner i år

I starten af april meldte hospitalsdirektøren for supersygehuset Poul Blaabjerg ud, at sygehuset risikerer at få et underskud på 425 millioner kroner i 2019, og derfor har sygehusets ledelse meddelt de ansatte, at man er nødt til at finde besparelser for i alt 325 millioner kroner.

En stor del af underskuddet skyldes, at sygehuset ikke har været i stand til at gennemføre planlagte besparelser sidste år. Blandt andet på grund af den dyre udflytning.

Siden har afdelingerne selv skullet præsentere spareforslag, og tirsdag måtte hospitalsledelsen så se i øjnene, at det ikke ville kunne lade sig gøre at nå i mål med at spare så mange penge i år.

- Vi er kommet et godt stykke men også til et punkt, hvor vi kan se, at det kan vi ikke nå. Vi sætter grænsen dér, hvor vi kommer til at udtynde nogle områder, som vi kan levere som universitetshospital. Det vil sige, at vores specialiserede og højt specialiserede funktioner skal være robuste, lød det tirsdag fra Poul Blaabjerg.

Jannie Salvig, der er ledende overlæge på afdelingen for kvindesygdomme og fødsler, mener, at hendes afdeling er urimeligt hårdt, økonomisk presset. (© Dr Østjylland)

At man er presset i bund økonomisk, kan ledende overlæge på afdelingen for kvindesygdomme og fødsler Jannie Salvig skrive under på.

Foruden den dyre flytning har man skullet møde et effektiviseringskrav fra staten på otte procent samt flere tidligere sparerunder.

Hun er nu blevet pålagt et sparekrav på 10 procent af budgettet. Det svarer til 16 millioner kroner i år.

- Vi har gennem en årrække skullet finde besparelse på besparelse. Vi har været i en situation, hvor vi faktisk ikke har kunnet indfri én besparelse, før der er kommet en ny, og den seneste er uhyrlig stor, siger hun.

Kühnau advarer: Det samme vil ske andre steder

Anders Kühnau understreger, at der ikke er tale om, at regionen har været for dårlig til at styre økonomien, for det er penge, der aldrig er blevet afsat, siger han.

- Vi er faktisk i mål med det nye universitetshospital inden for de økonomiske rammer, vi har fået. Her er der tale om en ekstra udgift til udflytning og ibrugtagning. En udgift, vi på intet tidspunkt har fået penge til fra staten, siger han.

Desuden advarer han mod, at man vil se de akkurat samme problemer ved de øvrige supersygehuse, når de står klar.

- Indtil videre er det kun et problem i Aarhus, fordi vi er det første hospital, der er nået så langt. Så vi kommer til at se de samme problemer i Odense, Aalborg, Køge og i hovedstaden, siger han.

Selve anlægsrammen for det nye supersygehus lå på cirka 7,5 milliarder kroner i 2019-prisniveau.