Rektor på Langkaer om forlig: Inddeling efter etnicitet gav mangfoldighed

Langkaer Gymnasiet har indgået forlig med Institut for Menneskerettigheder, der havde rejst en sag mod gymnasiet.

Selvom eleverne ikke er blevet dårlige stillede, vil gymnasiet rette ind, siger rektor Yago Bundgaard. - Vi har fået en anden ordning i Aarhus her efter jul, som gør, at det ikke er relevant, siger han. (© dr)

Langkaer Gymnasium i Tilst ved Aarhus har indgået forlig med Institut for Menneskerettigheder, der havde rejst en sag mod gymnasiet i Ligebehandlingsnævnet.

Det sker efter, at skolen tilbage i september opdelte de nye 1.g-klasser efter etnicitet for at holde på de etnisk danske elever, der er i mindretal på skolen.

Rektor Yago Bundgaard holder på, at ingen elever er blevet ringere stillet af, at eleverne blev inddelt efter etnicitet.

- Det er svært for mig at se, hvordan det i det praktiske og helt konkrete liv på skolen har stillet nogen ringere, at vi gjorde det på den måde, siger han.

Tværtimod har det gavnet livet på skolen.

- Jeg mener omvendt, at det har stillet alle bedre, at vi inddelte eleverne, som vi gjorde, fordi det alt i alt gjorde, at vi fik et mere mangfoldigt gymnasium, end vi ellers ville have haft.

Men selvom eleverne ikke er blevet dårlige stillede, vil gymnasiet altså rette ind, siger rektor Yago Bundgaard.

- Vi har fået en anden ordning i Aarhus her efter jul, som gør, at det ikke er relevant, siger han.

Fremover vil eleverne på gymnasiet blive inddelt efter karakterer, og det er Institut for Menneskerettigheder tilfredse med, fortæller ligebehandlingschef Maria Ventegodt Liisberg.

- Det er fuldstændig forskelligt at dele folk op efter karakter eller etnicitet. Alle er enige om, at det er en god ide, hvis eleverne bliver spredt, men det må ikke ske på grund af etnicitet, for så er vi tilbage til en helt uacceptabel, diskriminerende måde at behandle folk på, siger hun.