Region Midtjylland slog fredag alarm, fordi en kræftoverlæge er mistænkt for at have sjusket med kliniske mammografi-undersøgelser på Regionshospitalet Viborg.
Overlægen var ansat på sygehuset i Randers fra 2003 til 2009, og siden har han været på sygehuset i Viborg. Han er mistænkt for at have overset kræft hos mindst 8 kvinder.
Det fik fredag de to hospitaler til at oprette en hotline, hvor borgere kan henvende sig, hvis de er bekymrede for, om de har været i hænderne på den skandaleramte overlæge.
Siden telefonerne åbnede, har over 500 kvinder ringet på hotlinen for at få at vide, om de står på listen over de 3.220 kvinder, som bliver tilbudt et ekstra sikkerhedstjek.
- Jeg har haft hele spektret i røret, fra dem der blev rigtig glade, til dem der græd og var kede af, at de var på listen, siger lægefaglig direktør i Randers, Lone Winther Jensen.
De kvinder, der står på listen, er alle blevet undersøget af lægen efter 1. juli 2015. Alle kvinderne på listen får nu tilbudt en ny kræftundersøgelse, og de første har fået en tid allerede i dag.
- Der er tider henover juli måned. Vi har kaldt ekstra folk ind – endda fra ferie – for at være sikker på at kunne booke, og så har vi flyttet rundt på patienter, så vi kan lave et hurtigt ekstra screeningstjek på de her patienter, siger Lone Winther Jensen.
Kvinderne på listen får et brev i deres e-boks, men man kan stadig ringe og få besked.
- Hotlinen er åben i administrationens almindelige åbningstider i de næste uger, men det lader til at det stærke rykind har været, fortæller den lægefaglige direktør.
Bekymrede borgere kan henvende sig på hotlinen hos de to hospitaler på nedenstående numre:
- Viborg: tlf. 7844 3036.
- Randers: tlf. 7842 0105.