Rørt israelsk ambassadør besøgte jødisk gravplads i Randers: 'Der er brug for handling'

Israels ambassadør kalder det 'smertefuldt' at opleve den gravplads, hvor der blev begået hærværk i weekenden.

Enkelte gravstene blev også væltet på Østre Kirkegård. (Foto: Bo Amstrup © Scanpix)

Israels ambassadør i Danmark, Benny Dagan, lagde onsdag vejen forbi Østre Kirkegård i Randers.

Det gjorde han for at se, hvor slemt det stod til med de 84 jødiske gravpladser, hvis gravstene i weekenden blev overhældt med grøn maling.

Oplevelsen gjorde stort indtryk på ambassadøren.

- Det er meget bevægende at være her. Det er både frustrerende og smertefuldt. Omvendt må jeg også sige, at jeg er meget opmuntret over den store afstandtagen, der har været til handlingerne i samfundet. Både fra borgmesteren, de ansatte på kirkegården og de folk, der bor i Randers, sagde Benny Dagan.

- Det er ikke første gang i Europa, at vi ser den slags aktioner. Jeg føler, at vi ser en større manifestation af antisemitismen rundt omkring i Europa - nu også i Danmark. Derfor er jeg ikke overrasket over, at den slags kan ske. Selv i en smuk by som Randers.

Israels ambassadør Benny Dagan havde også sin hustru, Irit, med. Også Randers' borgmester Torben Hansen og kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt var med på turen. (Foto: Bo Amstrup © Scanpix)

Vil se handling fra politikerne

Østjyllands Politi har onsdag sigtet to personer på 27 og 38 år for hærværket på kirkegården.

Alligevel ser Benny Dagan gerne, at der bliver gjort mere fra politisk hold for at forhindre lignende episoder.

- Der er brug for et stærkt svar i både Danmark og Europa. Jeg tror, der er brug for at se en national strategi og handlingsplan for at tackle og dæmme op for de antisemitiske forbrydelser.

- Meget kan løses gennem uddannelse, men der burde også være en paragraf, der specifikt ramte antisemitiske forbrydelser. Og så skal folk også vide, hvad antisemitisme er, og hvor grænsen går. Det kræver altså en indsats på flere forskellige områder. Derfor foreslår jeg, at regeringen og oppositionen sætter sig sammen og finder en løsning, sagde ambassadøren.

- De seneste begivenheder skal få os til at vågne op og gøre meget mere, end der er blevet gjort indtil nu.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk