På Danmarks største fødeafdeling er det næsten daglig rutine, at jordemødre kaldes på arbejde, selv om de ifølge vagtplanen har fri.
På grund af underbemanding har fødeafdelingen på Aarhus Universitetshospital akut tilkaldt jordemødre 105 gange på lige under et halvt år.
20 gange om måneden
- Det er 20 gange om måneden, og det er på ingen måde holdbart, siger tillidsrepræsentant for jordemødrene, Ann-Birgitte Havelund Nielsen.
Afdelingen er nødt til at indkalde ekstra mandskab, fordi der ellers ikke ville være jordemødre nok til de fødende kvinder.
Fødeafdelingen i Aarhus er ikke alene om problemet. I Odense og Aalborg har afdelingerne akut indkaldt jordemødre gennemsnitligt 10 gange om måneden. I hovedstadsområdet er tallet ikke gjort op, men afdelingerne oplyser, at det er sket ofte.
- Udover at det er stressende for jordemødrene, er det også dyrt, fordi folk skal have tillæg og får overarbejde, siger tillidsrepræsentanten på Aarhus Universitetshospital.
Ledelsen erkender
Chefjordemoder Joan Dürr erkender, at de akutte indkaldelser er for hyppige:
- Vi er nødt til at gøre det, fordi vi skal indarbejde en række besparelser og faglige ændringer. Tidligere er det lykkedes fint, men i år ser det rigtig vanskeligt ud, siger hun.
Fødslerne er blevet sikrere
Ledelsen satte sin lid til, at der var afsat ekstra midler på den tidligere finanslov til at forbedre beredskabet, men i weekenden kom det frem, at regeringen ikke vil øremærke millioner til fødeafdelingerne.
Fødeafdelingerne har i de seneste ti år halveret antallet af dødfødte børn, især fordi man er gået over til, at hver kvinde har én jordemoder til at følge sig under hele fødslen. Men jordemødrene frygter, at beredskabet nu forringes, og at det resulterer i mere usikre fødsler.
Professor og fødselslæge Niels Uldbjerg ved Aarhus Universitetshospital er enig:
- Jeg er bekymret for, om jordemødrene kan blive ved med at levere de flotte resultater, de har gjort de seneste ti år. Døde børn er jo næsten det værste, vi kender til, siger han.