Sædbank vil udvide sortimentet med æg: Politikerne siger nej

Cryos ønsker at åbne en ægbank med donoræg til fertilitetsbehandling.

Cryos er i dag verdens største sædbank og ønsker at åbne en dansk ægbank, sådan som de også har i USA.

Verdens største sædbank danske Cryos vil også gerne have lov til at åbne en kommerciel ægbank for donoræg til fertilitetsbehandling

Det kræver dog en lovændring, og Cryos havde håbet på, at den nye socialdemokratiske regering ville være positivt stemt.

Men både sundhedsministeren og erhvervsministeren har netop sagt nej til at ændre lovgivningen.

Det ærgrer Cryos’ direktør Peter Reeslev.

- Vi mener, lovgivningen er forældet og burde blive ændret, siger han.

Planen var at bygge på de mere end 30 års erfaringer med at være sædbank.

- Vi ville jo koncentrere os og er specialiserede omkring at håndtere og rekruttere donorer og nedfryse cellerne og distribuere og dele dem med alle klinikker, siger han.

Foreninger er uenige

Det er allerede lovligt at donere æg herhjemme, men markedet er ikke frit. Der har i flere år været mangel på donoræg, og i 2016 blev der derfor indgået en bred politisk aftale om at reducere manglen på donoræg.

Aftalen betød blandt andet, at man satte den økonomiske kompensation til ægdonorer op fra 2.400 kroner til 7.000 kroner og gav kvinder lov til at donere til flere steder.

Men i Dansk Fertilitetsselskab, som er sammenslutningen af dem, der behandler barnløse, glæder man sig over politikernes afvisning af sædbankens ønske om etablere en kommerciel ægbank.

Selskabet frygter, at det ville kunne føre til stort spild af æg, fordi æggene fryses ubefrugtede ned.

Ifølge formand Katrine Birch Petersen kan nogle af æggene nemlig gå til, når de i ubefrugtet tilstand nedfryses for senere at blive optøet.

- Når vi kigger på udlandet, ser det ud til, at man har et spild på 25 procent af de ubefrugtede æg, så det er altså hvert fjerde æg, vi ville miste, siger hun.

Hos Cryos opbevares sæden i tanke med flydende kvælstof ved minus 200 grader. (© Dr Østjylland)

Desuden frygter selskabet, at området bliver for kommercielt, og at offentlig ægdonation vil blive begrænset eller helt forsvinde.

- Vi er virkelig bekymrede for, at der kommer en pris, der er vigtigere end den altruistiske årsag til, at man donerer ægget, siger hun.

Men i Landsforeningen for Ufrivilligt Barnløse ser man det modsat. Talsmand og fertilitetsterapeut Tina Teglgaard ville gerne have haft en dansk ægbank.

- Det gør absolut ikke noget, at der kommer større konkurrence på det her område. Det kunne betyde, at det måske ikke ville være så dyrt igen, som det er på nuværende tidspunkt, siger hun.

Bred politisk modstand mod planer om ægbank

I sundhedsminister Magnus Heunickes (S) og erhvervsminister Simon Kollerups (S) afslag til Cryos’ ønske om at etablere banken, lægger de til grund, at det at lave en forretning ud af ægdonation er mere etisk betænkeligt end sæddonation.

- Mænd producerer løbende nye sædceller, mens kvinder ikke producerer flere æg, end de fødes med. Selve donationsprocessen er også vidt forskellig: F.eks. skal en kvinde, der vil donere æg – i modsætning til en mandlig donor – have hormonbehandling, skriver de blandt andet.

(© Dr Østjylland)

Ifølge den nuværende lovgivning er det "ikke tilladt at sælge, formidle salg eller på anden måde medvirke til salg af ubefrugtede eller befrugtede menneskelige æg".

Og der er bred politisk modstand mod at ændre lovgivningen.

Marlene Ambo Rasmussen er familie- og trivselsordfører for Venstre, hun mener også, at lovgivningen er passende, som den er nu.

- Jeg synes i forvejen, man bevæger sig med samfundet og den samfundsudvikling, der er. Men det skal også give mening, siger hun.

Også SF's sundhedsordfører Kirsten Normann Andersen er tilfreds med det leje som ægdonation i Danmark er landet på. Hun mener, at æg skal bruges til noget, frem for at man har æg liggende i banker til senere brug.

- Det er også en hård behandling for kroppen, som kvinden udsætter sig selv for, siger hun.

- Og jeg kan godt blive bekymret for, om kvinder ville gøre det for pengenes skyld.

På trods af politikernes afvisning, har Cryos ikke tænkt sig at give op. De vil fortsætte kampen for en dansk ægbank - ligesom de allerede har en i USA.

Men til en start vil de nu arbejde på at etablere en ægbank et andet sted i Europa, oplyser Cryos’ direktør Peter Reeslev.

Det er endnu en forretningshemmelighed, hvilket land Cryos har i kikkerten, men Peter Reeslev forventer, at den er klar inden for et års tid.

Facebook
Twitter