Samsø-arkitekter skal hjælpe med genopbygningen af Nepal

To pensionerede arkitekter flyver til Nepal med 47 år unikke tegninger, der skal være med til at genopbygge kongeriget.

Jens Wærum og Jørgen Thomasen med er kort over et tempel i byen Bungamati, der nu er ødelagt. (Foto: © Anders Bindesbøl- DR Østjylland)

På søndag flyver to pensionerede arkitekter fra Samsø til Nepal. I deres kufferter ligger nogle tegninger fra byen Bungamati, som de lavede for 47 år siden. Tegningerne kan måske blive nøglen til genopbygningen af Nepal.

Store dele af Nepal blev nemlig lagt i ruiner, da et jordskælv ramte i april i år. Det har gjort det gamle tegnearbejde helt uvurderlig, fortæller de ene arkitekt, Jens Wærum.

- Hvis vi tager den vigtigste her. Det er den eneste målsat tegning, der findes af templet på hele jorden, siger han, og viser én af de tre tegninger.

Ellers findes der kun fotografier af templet, og det har givet tegningerne en helt andet aktualitet, end de to arkitekter havde forestillet sig.

- Vi har aldrig nogensinde før tænkt på, at det, vi gik og lavede i 68, var noget unikt og fantastisk, siger arkitektkollegaen, Jørgen Thomasen.

Bringer kulturarv tilbage

I 1968 var Jørgen Thomasen og Jens Wærum arkitektstuderende og brugte et halvt år i byen Bungamati i Nepal.

De lavede to optegninger af byen og et helligt tempel. Lige siden har de holdt kontakten til Nepal, fortæller Jørgen Thomasen.

- Det slog os jo som kølleslag 26. april i år, hvor man åbnede for radioen og hørte, at Nepal stort set er væltet, siger han.

Derfor ser nepaleserne også meget frem til, at pensionisterne lander i hovedstaden.

- Der er bygget forventninger op, som vi vil få meget svært ved at leve op til. Forleden dag fik vi en mail, hvor de kunne fortælle, at vi var de mest ventede personligheder i Kathmandu lige nu, siger Jørgen Thomasen.

Slutter ved begyndelsen

Tegningerne vil bringe kulturarv og dokumentation for en særlig byggestil tilbage til Nepal. Jørgen Thomasen og Jens Wærum håber, at de også kan blive et værktøj i genopbygning.

- Ud fra tegningerne er de i stand til at meter for meter få det til at se ud, som det gjorde, siger Jens Wærum.

De startede deres arkitektkarriere i Nepal, og nu håber de, at det også kan blive deres punktum.

- Så kan vi dø lykkeligt, griner Jørgen Thomasen.

- Vi har jo så været rundt i manegen. Altså vi startede i den ene ende, og nu er vi tilbage, hvor det hele begyndte.

Jens Wærum og Jørgen Thomsen har fået støtte til deres tur af Center for Kultur- og Udvikling.