Det er blevet populært med autocampere, men på Samsø har det været noget af en plage for nogen denne sommer.
Kommunen har fået en lang række henvendelser om, at autocamperne har holdt rundt omkring på hele øen med synlige spor efter sig, fortæller Michael Kristensen (S), der er formand for Samsøs teknik- og miljøudvalg.
- Problemet er sådan set, at mange af dem glemmer at rydde op efter sig, og der ligger affald rundt omkring i naturen, efter at de har været der, siger han.
Det er svært at komme til livs, blandt andet fordi øen kun har én politibetjent.
- Hvis han skal løbe rundt og kigge efter autocampere hele tiden, så vil han få nok at se til, ud over alt det andet, han skal, siger Michael Kristensen.
Kommunen vil forsøge at komme problemet med autocamperne til livs ved blandt andet at sætte flere skilte op med begrænsninger for, hvor længe man må holde på de forskellige pladser, eller som henviser til campingpladserne.
- Vi har haft en overordnet drøftelse om, hvilke muligheder der er for, at vi kan prøve at regulere lidt på, at de holder rundt omkring på hele øen, siger teknik- og miljøudvalgsformanden.