Selvhypnose forbedrer fødslen

En ny undersøgelse fra Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital viser, at selvhypnose gør fødselsoplevelsen bedre.

Nye resultater viser, at selvhypnose kan forbedre fødselsoplevelsen.

Danske kvinder føder i gennemsnit 1,7 barn. En oplevelse, der er forbundet med stor glæde, men også stor smerte og ubehag. Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital har lavet en undersøgelse, der viser, at selvhypnose kan forbedre den oplevelse.

1222 anonyme, raske kvinder har deltaget i forsøget, hvor de blev opdelt i tre grupper. En tredjedel af kvinderne modtog tre korte kurser i selvhypnose i de sidste tre måneder af graviditeten. En anden tredjedel modtog kun almindelige tilbud til gravide, og den sidste gruppe modtog et andet kursus.

Resultaterne viste, at kun 30 procent af kvinderne, der havde været på selvhypnose-kursus, ønskede kejsersnit ved næste fødsel, fordi de havde haft en dårlig fødselsoplevelse. Tallet for de kvinder, der ikke havde været på kursus, var mere end dobbelt så højt.

Flere gode resultater med hypnose

Der er flere gode resultater med hypnose under en graviditet, og det var det, der fik forskerne til at undersøge brugen af korte selvhypnose-kurser. Kvinderne blev undervist i selvhypnose i en time tre gange i løbet af de sidste tre måneder af deres graviditet.

- Der er ikke noget hokuspokus i hypnose. Det kan sammenlignes med en dagdrømmende tilstand eller en dyb fokuseret tilstand, som man er i, når man læser en god bog, og det er det, vi har lært kvinderne at gøre. Og så har vi lært dem at flytte fokus, fortæller professor og jordemoder Anette Werner, der har været med til at lave forsøget.

Det gør stadig ondt

Forsøget afslørede, at smerten var den samme for kvinderne, der havde været på hypnosekursus og for de, der ikke havde. Den første gruppe lærte dog at flytte fokus væk fra smerten, så oplevelsen for dem var markant bedre end hos den anden gruppe. 

 

 

 

Facebook
Twitter