Sex-læge kunne være stoppet før: Forening vil ændre hul i loven

Hul i lovgivningen betød, at 49-årig læge kunne fortsætte efter sex-krænkelse, da han var psykoterapeut, og det skal ændres, siger Dansk Psykoterapeutforening.

I dag bliver ekskluderede psykoterapeuter ikke offentliggjort. (Arkivfoto). (© ColourBox)

Allerede for flere år siden kunne den 49-årige læge, der mandag ved Retten i Aarhus blev dømt for seksuelt misbrug af en patient, være blevet stoppet.

Men et hul i loven gjorde det muligt for ham at fortsætte med at krænke kvindelige patienter. Det mener Dansk Psykoterapeutforening.

Allerede i 2001 ekskluderede Dansk Psykoterapeutforening lægen, fordi han havde krænket en kvindelig patient.

Foreningen advarede Sundhedsstyrelsen om lægen, men styrelsen gjorde ikke mere ved sagen, fordi manden dengang arbejdede som psykoterapeut og ikke som læge.

Dansk Psykoterapeutforenings medlemmer er nemlig uddannet på private institutter, som er evaluerede og godkendte, men de har ikke nogen offentlig autorisation.

Derfor blev eksklusionen ikke offentliggjort på Styrelsen for Patientsikkerhed, hvor man behandler klager over behandlingen i sundhedssystemet.

Et hul i loven, der skal ændres, siger formanden for Dansk Psykoterapeutforening, Pia Jeppesen.

- Det er simpelthen for at sikre større gennemsigtighed, hvis en af vores psykoterapeuter eller en anden bliver ekskluderet, siger hun.

For tiden behandler partierne i folketinget en lov om autorisation for sundhedspersonale, og sundhedsordfører Liselotte Blixt fra Dansk Folkeparti er enig med psykoterapeuterne.

- Når man arbejder med mennesker, bør man jo kunne stå i det register, så det er synligt, uanset hvor man arbejder, siger hun.