Sidsel og Christopher blev snydt af boligsvindler: 'Lige nu kommer kloakrotterne op og tror, de kan tjene hurtige penge'

Studiestart er højsæson for snyd med udlejningsboliger, advarer politiet

Christopher og Sidsel blev snydt for 23.000 kroner af en fupudlejer, da de skulle flytte til Aarhus. De fik vist lejligheden frem, men endte med en værdiløs lejekontrakt og en falsk nøgle. (© PRIVATFOTO)

Onsdag fik mere end 67.000 svar på, om de er kommet ind på deres drømmeuddannelse. Og for mange er det ikke kun studiepladsen, der fylder. For nu går boligjagten ind.

Og her kan man nemt blive snydt.

Det oplevede Sidsel Fangel Thygesen, der for to år siden skulle flytte i lejlighed i Aarhus Midtby sammen med kæresten Christopher Christensen. Troede de i hvert fald.

Det unge par følte sig meget heldige, da de fik en privat besked med et tilbud om at se på en lejlighed efter et opslag i en Facebook-gruppe.

- Vi tænkte bare: Fedt! Vi havde fået så mange afvisninger allerede, og var begyndt at blive lidt stressede over det.

Sidsel og kæresten tog ud for at se lejligheden i ejendommen Åhusene i Aarhus.

- Han virker sød og reel og fortæller, at han skal ud at rejse, så derfor skal den lejes ud. Det er hans fars lejlighed, så han vil leje den ud for syv tusind kroner for en okay stor lejlighed. Han viser også, hvordan nøglesystemet virker, fortæller Sidsel Fangel Thygesen.

Skal skrive under med det samme

- Vi vil gerne lige hjem og tænke over det. Det er også ok, siger han, men der er andre, der skal se lejligheden, så den bliver nok lejet ud i mellemtiden. Lejekontrakten ser helt reel ud, så vi skriver under og overfører 23.000 kroner til depositum og leje for den første måned samme dag.

De sms’ede også med hans ’far’, der ikke tog telefonen, angiveligt fordi han sad i møde.

Da Sidsel tog hjem i weekenden, fortalte hun en veninde om sit held i boligjagten. Og så fortalte veninden om en, hun kendte, der var lige ved at blive snydt med en lejlighed netop i Åhusene.

- Jeg bliver selvfølgelig meganervøs, siger Sidsel Fangel Thygesen, der får veninden til at beskrive bedrageren.

- Og det er spot on en beskrivelse af ham, vi har snakket med, og den måde, det var foregået på for os.

Hun ringede straks, men manden tog ikke telefonen og svarede ikke på beskeder. Så nu forsøgte Sidsel og kæresten desperat at få blokeret overførslen, men banken havde lukket, og om mandagen var pengene sendt videre. De nåede også at kontakte flere af mandens venner på Facebook.

Nøglerne, de fik udleveret, viste sig også at være falske.

Højsæson for fupudlejere

Det er desværre højsæson for den slags situationer, siger politikommissær i Landsdækkende Center for it-relateret økonomisk kriminalitet Jens Skovbjerg Wagner.

- Der er pres på boligmarkedet, eksempelvis her op til studiestart, hvor mange unge skal finde deres første bolig. Det er der desværre svindlere, der udnytter ved at udleje boliger, de ikke har rådighed over. På den måde lokker de penge ud af boligsøgende, siger Jens Skovbjerg Wagner.

Politiet registrerede 286 tilfælde af boligsvindel sidste år, oplyser han.

Manden, der snød det unge par i Aarhus, endte ifølge Sidsel Fangel Thygesen med at blive idømt samfundstjeneste for en række tilfælde af bedrageri – men også til at betale erstatning til blandt andre Sidsel og Christopher.

Det unge par blev henvist til fogedretten for at få deres penge, og manden flyttede mellem flere retskredse og udeblev fra retsmøder, før han blev erklæret insolvent. Han har altså ikke pengene.

- Det vil jo gå ud over andre end os. Han kan jo bare blive ved med det her, hvis det er så nemt at sno sig uden om systemet. Der er nødt til at ske en ændring, mener Sidsel Fangel Thygesen.

- 23.000 er mange penge, når man er studerende. Vi havde arbejdet hele sommeren for at spare sammen til at flytte, siger Sidsel Fangel Thygesen.

Følelse af uretfærdighed

Men det er ikke det værste.

- Det er mere følelsen af at blive uretfærdigt behandlet og vide, at han stadig kan gå rundt og snyde unge nye studerende, der skal flytte i lejlighed. Det er vi meget forargede over, siger hun.

Derfor vil de også forsøge at fortsætte med at skrabe pengene hjem igen.

- Men der er ikke nogen af os, der tror, at vi nogensinde ser de penge igen, siger hun.

Sidsel og hendes kæreste er altså langt fra de eneste, der bliver snydt.

Især på denne tid af året falder flere i fælden hos falske udlejere, hvor de mister både lejlighed og penge, siger Nini Kristensen, lokalformand for Lejernes Retshjælp i Aarhus.

- Det sker ikke kun ved studiestart, men især lige nu kommer kloakrotterne op og tror, at de kan tjene hurtige penge ved at snyde unge mennesker. Og det kan de desværre også ofte.

Travlhed hos retshjælp

Hos Lejernes Retshjælp i Aarhus oplever de, at flere unge ringer ind med spørgsmål. Her peger Nini Kristensen på flere forskellige faresignaler, man skal holde øje med, og spørgsmål, man skal stille sig selv.

- Har du set lejemålet? Har du fået fremvist det? Er der penge under bordet?

Hvis det lyder for godt til at være sandt, så er det det højst sandsynligt også, advarer Nini Kristensen.

- Vi ved jo, at udlejerne ikke har svært at leje deres boliger ud, så hvis de har meget travlt, bør alarmklokkerne ringe.

Facebook
Twitter