Sidste patient forlader med vemod det ikoniske amtssygehus: Men jeg glæder mig til mit eget toilet

Efter 83 år med amtssygehus på Tage-Hansens Gade i Aarhus, tager supersygehuset nu den sidste patient under sine vinger.

Jan Agerbo Thomsen havde sin første lejlighed med udsigt til amtssygehusets røde bygninger.

Den sidste seng er redt og den sidste diagnose stillet i de røde bygninger på Tage- Hansens Gade i Aarhus, som siden 1935 er gået under navnet Aarhus Amtssygehus.

I dag bliver der nemlig endegyldigt lukket og slukket, og personale og patienter triller ud af sengeafsnit 70 og bliver indlemmet i det nye supersygehus i Skejby.

Universitetshospitalet bliver Danmarks største hospital med et samlet bygningsareal på næsten 500.000 kvadratmeter og en størrelse, der svarer til en by på størrelse med Ribe eller Skagen.

De røde bygninger har siden 1935 været amtshospital i Aarhus.

Det er derfor med vemod, men også håb om bedre rammer, når de cirka ti patienter med lymfekræft flytter til lyse lokaler og enestuer. Det er blandt andet patient Jan Agerbo Thomsen.

- Jeg har kendt afdelingen i de sidste fire år, men det bliver også godt. Afdelingen er ikke tidssvarende længere. Nogle gange ligger vi på en tremandsstue og får ikke sin søvn om natten og deler toilet på gangen med resten af stuerne, siger han.

Jan Agerbo Thomsen er gammelt Aarhus-barn, som havde sin første lejlighed lige ved siden af hospitalet.

- Det er flotte bygninger, som nu bliver forladt. Jeg håber, at de bevarer den sjæl, som er omkring hospitalet. Afdelingen er et mindre team på et mindre hospital, som arbejder fantastisk godt sammen. Vi mærker virkelig deres nærvær som patienter, siger Jan Agerbo Thomsen.

Netop den gode ånd er også en hjertesag for personalet at få med til det nye supersygehus. Det forklarer Ruth Pedersen i videoen her. Hun har været på Aarhus Amtssygehus i 43 år, siden hun var sygeplejerskeelev.

Jan Agerbo Thomsen er ikke i tvivl om, hvad han glæder sig mest til på supersygehuset.

- Jeg glæder mig allermest til at få mit eget toilet, som jeg ved, at det kun er mig, som sidder på. Jeg er også blevet lovet, at der er meget mindre støj på den nye afdeling. Det glæder jeg mig til, da jeg kan have svært ved at sove på et sygehus.

(Foto: (Grafik) Signe Heiredal)
(Foto: (Grafik) Signe Heiredal)