Sjælden fødsel på Djursland: Hun er et af 5.000 på planeten

Ree Parks sorte næsehorn fik mandag en lille ny: En velskabt hun på 40 kilo.

Næsehornet blev født i mandags og vejer 40 kilo. Og hun er vigtig, for der er alt for få som hende. Mindre end 5.000 sorte næsehorn er der tilbage i verden. (© Ree Park Safari)

Ree Park Safari på Djursland har fået en lille ny baby på 40 kilo. Og fordi den nyfødte er et sort næsehorn, er der tale om en ret bemærkelsesværdig fødsel.

Der er nemlig mindre end 5.000 sorte næsehorn tilbage i verden. Både i naturen og i fangenskab.

Derfor er Ree Parks direktør, Jesper Stagegaard, glad.

Det var nemlig anden gang, at parkens sorte næsehorn, Bashira, fødte i Ree Park, da hun nedkom mandag aften. Og så er en kviekalv godt nyt for den truede bestand, mener direktøren.

- Det fantastiske ved, at det lykkes, er, at det sorte næsehorn – ligesom de andre næsehorn – er ved at forsvinde fra vores planet. Det går frygteligt stærkt, siger han og tilføjer:

- Vi har gennem flere år set, at krybskytter har ædt sig ind på bestanden med en rystende hastighed. Så når vi gennem internationale programmer for artens overlevelse lykkes med at få det sorte næsehorn til at yngle i fangenskab, så er det en lille sejr hver gang.

Det er også godt for avlen i de zoologiske anlæg, at den nyfødte er en hun, for der har været en overvægt af hanner blandt de seneste fødsler i de europæiske dyreparker.

Med til truslen mod næsehornets overlevelse hører også, at næsehorn er blevet jaget vildt i dyreparker. En gang har en europæisk dyrepark haft besøg af en krybskytte, der var ude efter næsehornets horn, der bliver solgt for store summer på det sorte marked.

Besøgende i Ree Park Safari kan se barselssengen via storskærm. Storebror til det lille nye næsehorn hedder Mandela, og han blev født i parken for to-et-halvt år siden.

Facebook
Twitter