Skal redde liv i danske havne: Nye stiger lyser op i mørket

Lysende og skridsikre redningsstiger skal gøre det lettere for personer at redde sig selv op.

I foråret 2019 bliver mere end 200 stiger hængt op på havne og kajer i syv udvalgte byer, der alle er befærdede, ligesom der har været ulykker på flere af dem.  (Foto: Sofie Møller Themsen © dr)

De signalerer ’se mig’ med orange signalfarver i havnebassinet og lyser op i nattetimerne med solceller.

En ny type redningsstiger ved havnefronten kan være med til at redde liv. De har et sidestykke i gummi og trin i hårdt nylon, så de er mere praktiske, skridsikre og holdbare end almindelige aluminiumsstiger

Stigerne er blandt andet testet i Aarhus, Randers og Nordsverige, og erfaringerne er så gode, at der nu sættes over 50 stiger op i begge østjyske byer i samarbejde med Trygfonden, mens for eksempel Aalborg får 44 stiger, Køge og Rønne får hver 41 stiger.

I alt kommer stigerne op i syv danske byer.

Det helt afgørende ved stigerne er, at de er tydelige at få øje på både fra land og fra vand, og det kan gøre en helt konkret forskel, mener projektchef hos Østjyllands Brandvæsen Lone Mossin.

- Vi håber selvfølgelig altid, at ulykken ikke er så stor, når vi kommer frem. Der betyder redningsstigerne, at vi kan komme ud til en ulykke, og så er der ikke noget for os at lave, og det er rigtig positivt. Den skadelidte eller forbipasserende har kunnet redde sig selv, forklarer hun.

Stigen er lettere at se end de gamle metalstiger. (Foto: Sofie Møller Themsen © dr)

I Randers er alle redningsstiger sat op, mens det i Aarhus sker i disse dage. Stigerne hænger med 25 meters afstand.

- Stigen vil kunne redde liv, hvis man er ude og gå en tur og falder i vandet. Når det første chok er ovre, vil man orientere sig efter, hvor man kan redde sig selv. Der vil man forhåbentlig kunne komme over til en stige og redde sig selv, siger Lone Mossin.

Men stigerne vil ikke kunne forebygge alle drukneulykker.

- Vi kan slet ikke udelukke, at der ikke kan ske uheld med tragiske udgange fremover, men det giver alt andet lige skadelidte en langt bedre mulighed for at redde sig selv end de stiger, der sidder i mange havne i dag.

Testet i to år

TrygFonden og Arkitektforeningen udskrev i august 2012 en arkitektkonkurrence, der indbragte 96 kvalificerede bidrag på en ny redningsstige.

Vinderne blev arkitekterne Stefan Urup Kaplan og Lars Techt Myrhøj, der sammen med TrygFonden og ingeniører fra Attention Group har udviklet redningsstigen.

Den har været testet i et pilotprojekt i to år i Aarhus, Randers, Nordsverige og andre steder. Aarhus har blandt andet lavede forbedringer på den lysende flade, og nu bliver den rullet ud permanent.

De gamle metalstiger går let i et med omgivelserne. Her hænger den også i skygge. (Foto: Sofie Møller Themsen © dr)

Aldrig 100 procent sikkerhed i havnen

Rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune Bünyamin Simsek (V) er glad for stigerne, men han siger, at de ikke kan stå alene.

- Stigerne er et supplement til sikkerhed i havneområdet. Havnen har været lukket i årtier, men nu er den åbnet op, så tusindvis af aarhusianere kan nyde vandet, siger han.

I havnen er der blandt andet fokus på belysning og redningskranse.

- Havnen bliver aldrig 100 procent sikker. Vores opgave som kommune er at udfylde de huller, der kan højne sikkerheden, men man har et ansvar som menneske for at tage vare på eget liv, mener han.

En arbejdsgruppe i Aarhus med politi, brandvæsen og restauratører arbejder lige nu på forslag til at højne sikkerheden.

- Der kommer aldrig hegn om hele havnen, men der kommer hegn, hvor det er nødvendigt. Vi vil fjerne sorte pletter med belysning, have flere redningsstiger og moderne teknologi, men 100 procent sikkerhed kan vi aldrig skabe. Det skal mennesker selv sørge for, siger Bünyamin Simsek.

Solceller lyser stigen op, når mørket falder på. (Foto: Sofie Møller Themsen © dr)
Facebook
Twitter