Skillevægge lavet af affald: Svampe omdanner kaffegrums og kartoffelskræller til byggemateriale

Formålet er at gøre noget ved problemerne med affald og mangel på ressourcer.

Svampene danner et rodnet, der suger stoffer ud af affaldet. (© Søren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma)

Om få år er din nye skillevæg i lejligheden muligvis ikke længere lavet af gips og træ - men måske af kaffegrums og kartoffelskræller.

Ideen er født i det aarhusianske ingeniørfirma Søren Jensen og går ud på at lade svampene lave køkkenaffald om til byggematerialer.

Kort sagt skal østershatte og andre svampe vokse i affaldet og lave det om til et let og stærkt materiale.

Formålet er at gøre noget ved problemerne med affald og mangel på ressourcer, fortæller forretningsudvikler Andreas Castberg.

- Der er ingen tvivl om, at byggeriet selv er en af de store syndere i forhold til meget af det affald, der bliver produceret, og hvis vi skal se lidt fremad og kigge på næste generations byggeri, er vi også nødt til at tage fat på materialerne, siger han.

Svampene danner et rodnet, der suger stoffer ud af affaldet og efterlader et materiale, der kan formes og presses til eksempelvis akustikplader eller lette vægge.

- Vi har en masse biologisk affald. Det kan være træ eller husholdningsaffald, og ved at svampene gror i det, laver det simpelthen nye strukturer. Rødderne spiser og skiller strukturen i træet ad og samler det på ny i det her tredimensionelle, svampede net, fortæller Andreas Castberg.

- Når det har groet et stykke tid, udtørrer vi det så, så svampene selvfølgelig ikke gror videre. Men der har det fået denne her lethed og styrke, siger han.

Se, hvordan svampene kan hjælpe til med at omdanne affald til byggemateriale her:

  • Her vokser svampene i affaldsmaterialet og arbejder på at omdanne det til byggemateriale. (© Søren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma)
  • Svampene danner et rodnet, der suger stoffer ud af affaldet og efterlader et let, men stærkt materiale, som kan formes og presses til eksempelvis akustikplader eller lette vægge. (© Søren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma)
  • Når svampene har gjort deres arbejde, udtørres materialet, så svampene ikke fortsætter med at gro. (© Søren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma)
  • Her er en forsøgspavillion lavet af Søren Jensen med vægge lavet af materiale, som svampe har været med til at omdanne fra affald til brugbart byggemateriale. (© Søren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma)
1 / 4

Realdania: Nødvendighed at tænke i nye baner

Realdania har netop præmieret ideen i innovationskonkurrencen Circular Construction Challenge, hvor danske virksomheder sammen med innovatører fra hele verden har konkurreret om at opfinde løsninger, der genanvender affald til byggeriet.

Her var Søren Jensen en af de tre vindere, fordi Realdania tror på, at det kan være med til at løse et stadigt større ressourceproblem, fortæller projektchef i foreningen Simon Kofod-Svendsen.

- Jeg tror, det bliver en afgørende løsning. Jeg tror, vi kommer til at se en helt anden måde at bygge på i løbet af de næste ti-tyve år, fordi behovet er så stort. Det er simpelthen en nødvendighed, siger Simon Kofod-Svendsen.

Ud over Søren Jensens projekt vandt også Krydsrum Arkitekter for at udvikle et byggesystem til skure, der er fremstillet af genbrugt træ og tegl fra tagrenoveringsaffald.

Derudover vandt også Golder Associates, Solum og STARK for i samarbejde at have udviklet et system, hvor man får genanvendt træ fra midlertidige konstruktioner på byggepladser.

Projektchefen i Realdania peger på, at det både er godt for miljøet og for økonomien at tænke i nye baner.

- De virksomheder i de lande, der skaber nye løsninger, så man bygger med affald på en klog måde, kommer til at vinde på den lange bane, siger han.

Firmaet Søren Jensen ved endnu ikke, om de kan få en forretning ud af det, men de er gået sammen med tyve andre partnere om projektet for at kunne kombinere forskellige kompetencer i udviklingen af det.

- Vi er på vej ud i noget, hvor man tænker i nye baner og samler folk med forskellige discipliner for at finde helt nye måder at tænke materialer i byggeriet på, fortæller Andreas Castberg.

Facebook
Twitter