Sko forsvinder i Aarhus-forstad: Rævemor slæber dem hjem til hvalpene

Vita Veinholt må efterlyse skoejere i sit kvarter, for ræve efterlader naboernes sko i hendes have.

Hvorfor ligger der hele tiden sko i min have?

Det undrede Vita Veinholt fra Aarhus-forstaden Højbjerg sig over. Hun satte et lille

vildtkamera
op i haven - det gav svaret.

Villahaven får nemlig besøg af ræve om natten. Og de rødpelsede

rovdyr
har
trofæer
med sig, de har fundet, når kvarterets beboere sætter skoene til luftning på trappen eller terrassen.

Derfor finder Vita Veinholt tit en løs sko i sin have.

- Vi har en rævegrav i baghaven, kan man næsten sige. Vi har en lille skovskrænt op til en vej, der ligger lidt højere oppe, og der har vi haft ræve mange gange.

Men rævenes

adfærd
har udviklet sig.

- I år har det været lidt vildt. For jeg fandt pludselig en sko på vores græsplæne. Og så én sko mere. Og én til.

Det er ofte kondisko, Vita Veinholt finder.

Bredt sortiment af sko

Vildtkameraet
i haven viste, at der var fire ræveunger med deres mor.

- Jeg går ud fra, at det er ræveungerne, der stjæler skoene for at tage dem med hjem til rævegraven, siger hun.

Vita Veinholts børnebørn har nu afsøgt skrænten bag huset.

- De fandt fem sko: blandt andet en sandal, en lille barnesko og en stor gummistøvle. Den var ejeren rigtig glad for at få igen, for det var ægte gummi – og støvlen var blevet slæbt næsten 500 meter.

  • Vita Veinholt samler nu de sko, ræven har efterladt i haven og efterlyser ejerne på kvarterets facebookside. (Foto: Privatfoto: Vita Veinholt)
  • Vita Veinholt har haft ræve i haven i mange år. Men det er første gang, de har slæbt sko med sig. (Foto: PRIVATFOTO)
1 / 2

Fænomenet fra villahaverne i Højbjerg er ikke enestående. Det fortæller seniorforsker Sussie Pagh fra Institut for Kemi og Biovidenskab på Aalborg Universitet.

Hun har tidligere hørt om sko, der forsvandt på badeanstalten Den

Permanente
, hvor stranden ligger tæt ved skovklædte skrænter i Aarhus.

- Der var mange unge mennesker, der grillede der om aftenen. Og så forsvandt deres sko, mens de var ude at bade. Det viste sig, at rævene tog dem, siger Sussie Pagh.

Hunræven Imelda Marcos

Tyske

medier
har også tidligere fortalt om en ræv, der fik tilnavnet Imelda Marcos. Opkaldt efter den fillipinske diktators kone, der blev berygtet for sine mange sko.

- Man havde fundet over 40 par sko ved en rævegrav, så hunræven fik det tilnavn, siger hun.

Men Sussie Pagh mener ikke, at det kan være hvalpene, der røver sko i Højbjerg.

- Jeg vil tro, at det er hunræven, der henter dem. Hvalpene er 8-10 uger lige nu, så de er ikke så store, at de løber langt omkring. Hvis det er mange par, så tror jeg, at det er hunræven, der tager skoene med hjem som legetøj til hvalpene, siger hun.

Sussie Pagh har ikke en skudsikker teori om, hvorfor rævene bliver fristet af sko, der bliver sat til luftning udenfor menneskenes huse.

- Jeg kan kun gisne. Men vi har jo en af rævens

familiemedlemmer
hjemme i vores hus, og vi ved, at hundehvalpe er enormt glade for sko. De dufter dejligt af sure tæer og er hyggelige at lege med. Det synes ræve altså også. Det er aldrig kedeligt at arbejde med ræve, for de finder på hvad som helst, siger hun.

Lugt er interessant

Hvis sports- og arbejdssko er sat til at lufte uden for huset, fordi de netop lugter af at have været godt brugt, så bliver de ekstra interessante for rævene.

- Det er måske navnlig de sko, der lugter kraftigt, de stikker af med, siger Sussie Pagh.

Vita Veinholt skal nok regne med at finde flere sko i haven, eller også skal hendes naboer i kvarteret lade være med at stille sko udenfor.

- Når først ræve får en vane, så fortsætter de tit, siger Sussie Pagh.

Heldigvis gnaver rævene ikke i skoene, så de fremstår helt uskadte.

Derfor har Vita Veinholt nu stillet en kasse frem med de mange sko, hvor de fleste er solister, og har lavet et opslag på en lokal Facebook-side i håbet om, at skoenes ejermænd kan genkende rævenes bytte. Men det har også ført til, at der kommer flere sko til.

- Der har været rigtigt mange forbi og har smidt sko i, de har fundet i deres haver, forklarer Vita Veinholt.

Hun håber især, at et komplet par kostbare specialsko, der ser ud til at være lavet af en bandagist, kommer tilbage til ejermanden. Men der bliver også efterlyst savnede fodboldstøvler i størrelse 35 i Facebook-gruppen.

Og missionen lykkes jævnligt. Vita Veinholt får fredag besøg af en håndværker, der blev overrasket over at få øje på sine sikkerhedssko i rævekassen på Facebook.

- Han kan bare komme og hente dem.

Facebook
Twitter