Skole efter angreb på elev: I dag skal vi først og fremmest tale sammen

Elever og lærere på Mølleskolen i Ry er chokerede over det angreb, som i aftes var tæt på at koste en 16-årig dreng livet.

- Vi er chokeret over det. Vi er berørte over det og kede af det. Vi ønsker at kommer ordentligt videre, siger viceskoleleder Alma Schack Andersen fra Mølleskolen i Ry. (© Dr)

Fire jævnaldrende drenge er i dag blevet fængslet fire uger, fordi de kastede en flaske med brændende benzin mod en dreng fra Ry. Han er indlagt med alvorlige forbrændinger.

Alle fem er elever på Mølleskolen i Ry, og løbende i dag har lærere og pædagoger talt med børnene på skolen om, hvad der er sket.

- Først og fremmest handler det i dag om at tale om det. Derfor har lærere og pædagoger drøftet det her med eleverne på forskellig vis, for der er stor forskel på, om man går i børnehaveklasse eller 9. klasse, siger viceskoleleder Alma Schack Andersen.

Hændelsen fandt ikke sted på skolen, og viceskolelederen understreger, at ingen blandt skolens ansatte havde nogen ide om, hvad der var under opsejling.

- Der vil altid være konflikter et sted, hvor der er mange unge mennesker samlet. Det har der også været her hos os, men vi har ikke haft en viden om, at det her har været på vej. På ingen måde, siger hun.

Dagen igennem har børn- og ungechef fra Skanderborg Kommune, Søren Aalund, en SSP-koordinator, og den ledende psykolog fra kommunens PPR-rådgivning været til stede på skolen for at hjælpe til.

Søren Aalund påpeger vigtigheden af at snakke sammen med skolens elever om, hvad der er sket.

- Børn skal reagere på episoder som dem her, men det er vigtigt, at der er nogle voksne, som kan hjælpe dem igennem det, siger han.

De fire er sigtet for overtrædelse af straffelovens § 245, der handler om grov vold. De har alle kæret kendelsen til landsretten.