Skoler skal være drenge-venlige

Fire skoler i Silkeborg Kommune er med i et nyt projekt, der skal gøre skolerne mere drenge-venlige.

Fire folkeskoler i Silkeborg Kommune skal være mere drenge-venlige (Foto: Magnus Bjerg © DR Bornholm)

Fire skoler i Silkeborg Kommune skal være mere drenge-venlige.

Ans Skole, Hvinningdalskolen, Vestre Skole og Gjessø Skole er med i et tre-årigt projekt, der skal sætte fokus på drenges trivsel i folkeskolen, og komme med forslag til hvordan drengene kan få mere ud af undervisningen og dermed klare sig bedre i skolen. Det skriver Midtjyllands Avis.

- I dag er pigerne meget langt fremme i skoene, fordi det fællesskab, vi tilbyder i skolen, passer bedst til pigerne. Der er brug for, at der bliver set på drengene på en anden måde, så de ikke bliver set som et problem, men at de også har noget at bidrage med, siger Poul Skaarup Jensen, der er ledende psykolog i Pædagogisk Psykologisk Rådgivning i Silkeborg Kommune til avisen.

Projektet er et samarbejde mellem Silkeborg Kommune, Billund Kommune og Danmarks Pædagogiske Universitet.

 

Facebook
Twitter