Skralderobot samler dit cigaretskod op, men lader guldringen ligge: Det er bare begyndelsen

I Aarhus tester man mobile udendørsrobotter, der skal hjælpe med at holde byen ren. Flere er på vej, siger robotekspert.

Skodrobotten er en af tre prototyper, som Aarhus Kommune har udviklet i samarbejde med flere lokale virksomheder. (Foto: Jan Rørkær Madsen)

Med sin plastiksnabel suger den lille, kasseformede robot et cigaretskod op fra fliserne. Skoddet ender i en lille metalskuffe, der kan trækkes ud og tømmes, når arbejdsdagen er slut. Robotten kører rundt på fire hjul i Aarhus midtby, og for at undgå ulykker er den udstyret med et orangerødt sikkerhedsflag på toppen.

Skodrobotten, hedder den.

- Den har lært, hvordan cigaretskodder ser ud. Der kører et lille program inde i maven på den, som holder øje med cigaretskodder, og så suger den lige præcis det op. Hvis der ligger en guldring, så bliver den liggende, siger Bo Fristed, chef for Innovation, Teknologi og Kreativitet i Aarhus Kommue.

Skodrobotten er en af tre prototyper, som Aarhus Kommune har udviklet i samarbejde med flere lokale virksomheder. Og vi kan godt begynde at vænne os til at møde kunstigt intelligente opryddere, når vi bevæger os uden for døren. Det siger sektionsleder for robotteknologi Lars Dalgaard fra Teknologisk Institut i Odense.

- Vi kommer til at se flere og flere af dem. Teknologien har udviklet sig i mange år, og vi har nået et punkt nu, hvor de her ting kan realiseres teknisk.

Aarhus går forrest

Aarhus Kommune tester også en stor robotarm med rullebånd, der skal fange skrald i vandløb, og i støbeskeen er en mobil mågeskræmmer, der skal skyde med lydstråler mod de store havfugle for at skræmme dem ud af byen.

Robotterne bliver lige nu styret med joystick, men snart skal de alle tre køre af sig selv. Det kan kun lade sig gøre, fordi kommunen har installeret en særlig teknologi ved navn TAPAS, der giver langt mere præcise koordinater end en almindelig gps.

- Vi har mulighed for at pin-pointe ting præcis inden for en kubikcentimeter. Det findes ikke nogen andre steder, siger Bo Fristed.

Klik på videoen og se Robert Søndergaard fra Capra Robotics demonstrere, hvad skodrobotten kan.

Ifølge robotekspert Lars Dalgaard har Aarhus valgt det helt rigtige tidspunkt til at sætte skub i udviklingen.

- Teknologien har nået et modningsstadie, som er rigtig godt, men lovgivningen er ikke rigtig fulgt med. Nu begynder de to at gå hånd i hånd, og det er et meget vigtigt skridt, siger han.

I begyndelsen af året trådte en ændring af færdselsloven i kraft, som giver lov til forsøg med selvkørende robotter i byrum og på andre offentlige steder. Før det skulle de køre inden for et afgrænset areal som for eksempel en have.

Kun fantasien sætter grænser

Planen er i første omgang, at robotterne skal hjælpe med mindre kommunale opgaver som rengøring og vedligehold. Men udviklingspotentialet er stort, mener Lars Dalgaard.

- Det næste kan være en robot, der kan bringe pizzaer ud. Og så er det jo næsten kun fantasien, der sætter grænser for, hvad man ellers vil kunne bruge dem til, siger han.

Ifølge ham vil robotterne dog i første omgang ikke komme i særlig tæt berøring med mennesker.

- Simpelthen af sikkerhedsmæssige årsager. Jeg tror, vi kommer til at se de første robotter på testbasis inden for et års tid, men der kommer til at gå noget længere, før man kan købe en fortovsvaskerrobot i Bilka og bare trykke på en knap, siger han.

I Aarhus har chef for Innovation, Teknologi og Kreativitet Bo Fristed høje ambitioner for fremtiden.

- Når der er gået 10 år, så vil man se robotter, der også er personlige. Altså hvor man har en personlig hjælper, siger han.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk