Slikbutik reklamerer for lovligt slik

En slikbutik i Aarhus garanterer nu lovligt slik efter flere fund af slik, hvor hverken afgifter var betalt eller hygiejneforholdene var i orden.

Slikbutik i Aarhus lover kun at sælge lovligt slik. (Foto: Heikki Yding)

En slikbutik i Aarhus skilter nu med, at kunderne kun kan købe lovligt bland-selv-slik i butikken.

Det er sagerne om uhumsk og ulovligt bland-selv-slik, der har fået indehaver Marianne Andersen fra Stiftens Caramella til at sætte skiltet op i døren.

- Der står: Vi elsker bland-selv-slik, og her er moms og afgift betalt, siger hun.

Slikbutikken bliver tjekket

Marianne Andersen satte skiltet op i sidste uge, da det blev kendt, at myndighederne havde fundet 25 tons ulovligt slik i Tranbjerg ved Aarhus, som oven i købet var plettet af efterladenskaber fra rotter.

Fundet er blot det seneste af en række i år, og det har gjort mange kunder nervøse.

- De har spurgt om, vi har haft noget at gøre med det lager, der blev fundet i Tranbjerg, siger hun.

Marianne Andersen har bedt om skiltet fra den danske grossist, Sügro fra Vejle, men hun mener ikke, at skiltet skal udleveres til hvem som helst.

- Jeg synes, det er noget, producenten skal udlevere, når de er sikre på, at forretningen kører lovligt, siger hun.

Marianne Andersen fik kun skiltet, fordi grossisten er sikker på, at hun overholder alle regler.

- De kommer en gang om ugen og går op på mit varelager, hvor de ser alt, hvad jeg har. De tjekker alt, hvad jeg har i min kasse, så hvis de kan se, at jeg har noget, der ikke kommer fra dem, kan de stille spørgsmål, forklarer hun.

Kunderne er positive

Skiltet i butiksdøren har givet positive reaktioner fra kunderne.

- Det er jo en garanti for, at man ved, hvad man får, når man kommer ind ad døren, siger hun.

Fusk med slik er udbredt. Alene i år har SKAT været på besøg i 75 slikbutikker rundt om i landet. Og her viste det sig, at hver 3. butik snød staten for afgifter.

 

Facebook
Twitter