Smitte spreder sig fortsat: Aarhusianere opfordres til at bruge mundbind og undgå større arrangementer

Tre hotspot indføres i Aarhus. Derudover genindføres en række restriktioner.

Repræsentanter fra Aarhus Kommune, Region Midtjylland, Østjyllands Politi, Aarhus Universitetshospital og Styrelsen for Patientsikkerhed var samlet til pressemøde torsdag formiddag foran Aarhus Rådhus. (Foto: Heikki Yding © Dr Østjylland)

Hotspots, besøgsrestriktioner på sygehuset og en appel til at huske afstand, håndhygiejne og mundbind.

Sådan lyder fra en række myndigheder, der torsdag formiddag havde indkaldt til pressemøde i Aarhus.

- Vi sætter alle kræfter ind på at inddæmme og reducere coronasmitten, lød det fra borgmester Jacob Bundsgaard (S).

- Jeg vil gerne opfordre alle borgere i Aarhus og i virkeligheden i hele Danmark til at øge opmærksomheden. Det er en farlig virus vi har iblandt os.

Noget af det vigtigste, er fortsat at huske på at holde afstand til hinanden. I situationer, hvor det ikke er muligt, skal aarhusianerne vænne sig til at bruge mundbind, lyder det fra borgmesteren.

- Mundbind er en overvindelse. Men det er noget, vi skal vænne os til. Vi har ikke som kommune mulighed for at kræve, at man bruger mundbind i den kollektive trafik, men jeg vil kraftigt opfordre til at man bruger dem, siger Jacob Bundsgaard.

Han glæder sig over, at mange aarhusianere allerede har ladet sig teste.

- Det er forudsætningen for, at vi undgår en stor nedlukning, siger Jacob Bundsgaard.

Kommunen har allerede indført besøgsrestriktioner i plejesektoren og på bosteder. Derudover genindføres der nu en række tiltag, som også var gældende i starten af epidemien.

Blandt andet genindføres der drejebøger på alle kommunale institutioner, for hvordan man skal agere og håndtere situationen.

Desuden er der etableret et øget samarbejde med institutioner og organisationer, og Region Midtjylland har sat to mobile testenheder ind, som kan teste for coronavirus.

Her ses den mobile testenhed, som lige nu befinder sig i Gellerup. (Foto: Rasmus Kynde © Dr Østjylland)

Borgmesteren fortæller, at der lige nu ikke indføres nye restriktioner i forbindelse med skolestart i næste uge, men at man er klar til at sætte ind, hvis det bliver nødvendigt.

- Vi skal have smittetallet ned, og det kan vi kun gøre ved fælles hjælp. Derfor en appel til at alle danskere øger opmærksomheden på sundhedsmyndighedernes retningslinjer, siger Jacob Bundsgaard.

Enhedschef er "meget bekymret"

Den seneste uge er antallet af konstaterede smittetilfælde i Aarhus Kommune steget, og det seneste døgn er 34 nye tilfælde registreret i Aarhus, oplyser Charlotte Hjort fra Styrelsen for Patientsikkerhed.

- Jeg er meget bekymret for den situation, der er i Aarhus lige nu. Så tænk jer rigtig godt om, siger hun.

Charlotte Hjort henviser desuden til, at man husker at bruge mundbind i offentlig transport og steder, hvor det er svært at holde god afstand.

Hun opfordrer også til, at kun én person per hushold handler ind ad gangen, og til at man i øvrigt overvejer, hvad der er nødvendigt i hverdagen.

- Overvej om man kan undgå at gennemføre et arrangement med mange mennesker. Tag cyklen for at undgå trængsel i kollektiv trafik og brug mundbind, hvis der ikke er andre muligheder, siger hun.

Supersygehus genindfører besøgsrestriktioner

På Aarhus Universitetshospital ruster man sig til at kunne modtage et øget antal smittede og indlagte. Det fortæller lægefaglig direktør Claus Thomsen.

- Er vi klar til at modtage flere patienter med covid-19? Ja, det er vi, slår han fast.

Lige nu kan Aarhus Universitetshospital godt følge med, men man er forberedt på et scenarie, hvor flere har brug for indlæggelse.

- Vi har aftaler med andre hospitaler i regionen, ligesom vi også havde i foråret om, at de kan hjælpe, siger Claus Thomsen og understreger, at det kun er, mens smittetrykket er så højt, som det er nu.

Fra i morgen genindføres desuden en række restriktioner på Aarhus Universitetshospital.

- Vi kommer til at begrænse, at der kun må komme én person på besøg på stuen ad gangen, siger Claus Thomsen og tilføjer:

- Hvis ikke man er testet, bør man bruge mundbind, når man kommer ind på hospitalet. Mundbindene er - ligesom i offentlig trafik - en anbefaling.

Claus Thomsen tilføjer, at det nye informationsmateriale er ved at blive lavet nu, og at det udkommer snarest.

Han fortæller desuden, at man lige nu fortsat kan have de aktiviteter på hospitalet, som man plejer og ikke på nuværende tidspunkt er nødt til eksempelvis at aflyse operationer.

Politi indfører tre hotspots med virkning fra i dag

Set i lyset af, at sommervejret nu ser ud til at vende tilbage, indfører Østjyllands Politi med virkning fra torsdag klokken 14 tre hotspot-områder.

Det gælder strandene Den permanente og Bellevue i Risskov samt Den Spanske Trappe ved Åen i Aarhus Midtby.

- Her forventer vi, at rigtig mange mennesker vil være samlet på grund af det gode vejr. Vurderer vi, at der er så mange, at det udgør en smitterisiko, så vil vi kunne lave et opholdsforbud hurtigt, siger chefpolitiinspektør Klaus Arboe Rasmussen.

- Vi er også klar til at lave yderligere hotspots, hvis det er nødvendigt.

Klaus Arboe Rasmussen opfordrer aarhusianerne til at nyde det gode vejr på steder, hvor der ikke er så mange mennesker.

- Forsøg at sprede jer og søge ud, siger chefpolitiinspektøren.

Aarhus Kommune står desuden klar til at hjælpe folk, der er ramt af coronavirus og ikke har mulighed for at isolere sig i et værelse hjemme.

- Vi er i fuld gang med at lave aftaler med hoteller, siger Jacob Bundsgaard.

Rettelse 14.07: Det fremgik tidligere, at der ville blive aflyst operationer. Det er ikke korrekt. Der manglede et "ikke" i sætningen. DR beklager.

Facebook
Twitter